INNSBRUCKS UNIVERSITETS BOTANISKE HAVE

Denne 2 hektarer store botaniske have er en meget overkommelig have at besøge på Sternwartestrasse 15. Den hedder Alpengarten Patscherkofel og er meget afvekslende med mange vidt forskellige systematisk anlagte habitater og forskellige drivhuse. Dens historie går tilbage til 1775, men da lå den i en jesuitterklosterhave, og først i 1906 købte man en grund på Sternwartestrasse af en meget botanikinteresseret astronomiprofessor Egon Obholzer, der blot betingede sig, at observatoriet blev bibeholdt, og det er det blevet og givet navn til vejen. Der er adskillige spændende store træer, heriblandt et sequia gigantheum, kæmpefyren fra Californien, og mange særdeles velholdte og instruktive partier, som kan nydes fra bænke og lysthusanlæg for publikum. Der er en god udsigt til de nærmeste Alper, op ad hvis fod det hele er anlagt. Som noget særligt har man gjort meget ud af lægeplanter og deres foregangsmænd og –kvinder med skilte om dem.

Stribet løn har især som ung plante grøn bark med elegante, lodrette, grå­lighvide striber; senere bliver barken ru og grå.

De unge skud er dækket af en blålig eller lilla dug; senere bliver de mat­grønne med hvide striber. Knopperne er klart blågrå. Bladene er trelappede og 10 cm lange; oversiden er mat blågrøn, undersiden blegere og har i begyndelsen rustbrun behåring ved nervevinklerne. Stilken er lyserød. Om efteråret antager hele planten smukke orange og røde høstfarver. Den blom­strer i maj måned med gulgrønne blomster i oprette klaser.

Nærbillede af nyudsprungne blade på rodskud af rød løn (Acer rubrum).

Vækstkrav: Træet stammer fra Japan og' er meget plantet i engelske haver og parker; herhjemme har man ikke haft så stor succes med træet, hvis unge skud er tilbøjelige til at visne ned, og hele træet har desuden en kort levetid; men den smukke bark lokker mange til at købe og plante det. Så må man sørge for en veldrænet og næringsrig muld­jord i læ for de fremherskende vinde. Anvendelse: Et spændende træ at prø­ve i småhaver, også hvor der kun er lidt plads til rådighed. Som solitærtræ i en atrium have er stribet løn værd at prøve.

Lignende arter: Samme barktype som hos stribet løn finder man hos bl.a. følgende arter:

Acer capillipes med grøn bark med klart hvide striber;

Acer davidii med olivengrøn bark med bre­de, blåhvide striber;

Acer pensylvanicum med grågrøn bark med hvide striber (den har desværre kun kort levetid); og

Acer tataricum med brun bark og lysere striber.

Tog for 1½ år siden - okt 11 - fem frø med hjem fra en plante/busk på Mallorca........ og nu ser de sådan ud :-)
Er der nogen, der kan hjælpe mig med et navn på denne plante?
Mvh Lise

Hobbydrivhuse startede produktion og salg af drivhuse i 2002. Vi fandt at drivhuse og pavilloner var relativt dyre og så en mulighed i selv at konstruere og producere vore modeller for at sælge dem direkte til slutkunden, modsat andre producenter der i dag sælger deres drivhuse igennem byggemarkeder og lign. Vi kunne se muligheden i at tilbyde vore kunder et drivhus eller en pavillon i høj kvalitet og samtidig at være konkurrencedygtige på markedet.

Vore modeller er ca. 30 % billigere end lignende drivhuse og pavilloner på markedet, og kvaliteten er absolut ikke ringere, tværtimod. Så der er store besparelser på at købe en pavillon eller drivhus hos os.

Drivhusene og pavillonerne er opbygget af kraftige aluminiums-profiler med indbyggede afstivere, som gør dem ideelle til skandinavisk vind og vejr-forhold. Vort mål er at kunne tilbyde kvalitetsdrivhuse og kvalitetspavilloner til Danmarks laveste priser.

Forsytia er en af vore mest populære prydbuske med et væld af blomster på netop den årstid, hvor vi trænger mest til dem. Desuden er grenene lette at drive, så man indendørs kan have dem i blomst lige fra nytår. Planten har fået sit botaniske navn efter den engelske botaniker William A. Forsyth (1737-­1804). Mindre velkendt er det, at For­sythia i 1932 fik det danske navn vårguld af overgartner Thrane på Skanderborg Slotsbanke, uden at dette navn nogen sinde er slået igennem; man kalder stadig planten ved dens botaniske navn forsytia. De forskellige arter bliver 150-400 cm høje: Grenene er hule med kamret marv. Bladene er modsatte, hel randede eller fint savtak­kede. Blomsterne springer ud før løv­spring; de sidder enkeltvis eller indtil 6 sammen i små blomsterstande. Bæ­ger og krone er dybt firdelte, og kro­nen er drejet i knoppen. Den har to støvdragere og en kort eller lang griffel (et fænomen, som kaldes heterostyli) med todelt støvfang. Frugten er en hård, toklappet kapsel.

Forsytia kan espalieres op ad mure og hus vægge og giver et væld af blomster.

Forsytia findes i mange gode havesorter. 'Beatrix Ferrard' er en af de bedste.

Vækstkrav: Forsytia trives i enhver havejord, blot der ikke er alt for tørt. Den blomstrer rigest i sol, men trives dog også i halvskygge. Den kræver ikke læ og er fuldstændig hårdfør.

Pleje: Forsytia formeres ved hjælp af stiklinger i det tidlige forår. Hver stik­ling skal være på ca. 20 cm, hvoraf 3/4 stikkes ned i jorden. Stiklinger af sommerskud i juli kan også anvendes; de er da klar til udplantning følgende forår. Som for alle forårsblomstrende buske er efteråret den bedste plante­tid, men pottekultiverede planter (con­tainerplanter) kan plantes i hele vækst­sæsonen. Man kan foretage en årlig beskæring af forsytia ved straks efter afblomstringen at fjerne de afblom­strede skud. I løbet af sommeren ud­vikles nye skud, dels fra beskæringsste­det, dels fra plantens basis, og disse skud vil i reglen blomstre den 2. som­mer. Disse lange skud bør ikke tilbage­skæres; det går blot ud over den senere blomstring. Bliver buskene for tætte, kan man foretage en udtynding ved at fjerne de ældste hovedgrene helt fra jorden. I øvrigt kan man »beskære« buskene let i tiden mellem nytår og blomstringen og sætte de afskårne kvi­ste til drivning i stuen. Anvendes forsy­tia som hæk, tåler buskene moderat klipning.

Anvendelse: De gamle typer af forsy­tia havde en riset og uskøn vækst, som gjorde dem uegnede til solitærplant­ning; men de moderne sorter, især af arten Forsythia intermedia, har en me­get smuk grenbygning. Ved nænsom beskæring og udtynding kan man for­me buske, der tåler at ses fra alle sider. Arten kan således plantes solitært i græsplænen, i forhaven eller i atrium­gården. Buskens ofte tynde og smidige grene er nemme at lede i bestemte retninger, hvilket gør den velegnet som espalierplante; den skal dog be­skæres radikalt hvert år efter afblom­stringen for at undgå, at der dannes tykke, »posede« bevoksninger op ad muren. Som hækplante kan forsytia ligeledes anvendes, selvom man næp­pe kan kalde den ideel. Den blomstrer dog tåleligt, trods de årlige beskærin­ger. I større haver vil krat af forsytia­buske have en smuk virkning i forårsti­den, især hvis de blandes med andre, senere blomstrende prydbuske. Efter afblomstringen har forsytia ingen stør­re prydværdi.

Arter og sorter: Forsythia intermedia er en krydsning mellem flere arter, hvis bedste egenskaber findes bevaret i hybriden. Den bliver indtil høj, har olivengrønne grene og 2-3 dybgule blomster i hver blomsterstand. Af den­ne art findes en lang række værdifulde sorter, bl.a. 'Beatrix Ferrard' med kraftig, opret vækst og kromgule blom­ster, 'Lynwood' med opret vækst og et væld af gule blomster, jævnt fordelt over hele busken, 'Spectabilis' med opret vækst, brune grene og mørkegu­le blomster samt 'Spring Glory' på knap , med opret vækst og lysegule blomster.

Forsythia suspensa har oprette, senere overhængende grene. Varieteten Forsythia suspensa var. fortunei har stærkt overhængende grene og kræver ret god plads. En anden varietet, Forsythia suspensa var. sieboldii, har så overhæn­gende skud, at disses spidser ved berø­ring med jorden slår rod og danner små forsytia-krat. Den har klokkefor­mede blomster, men blomstringen er ikke særlig rig. En engelsk sort af Forsythia suspensa hedder 'Nymans'. Allerede de unge planter har en rig blomstring, og de enkelte blomster er meget store og rent lysegule.

Fjern gamle forsytiagrene straks efter afblomstring. Nye skud danner blomster næste eller følgende forår.

Mennesket har gennem hele sin eksistens været og er stadig afhængigt af planterne, især som føde, men også i talrige andre henseender. Hvilke planter der var spiselige, hvilke der var uspiselige og hvilke der var direkte giftige må vi have lært gennem utallige generationers positive og negative erfaringer.

Efterhånden må det have sorteret sig ud, at nogle af de planter, der var uegnede som føde, havde andre egenskaber, som mennesket kunne drage nytte af på godt og ondt, og netop i den gruppe optrådte der mange giftplanter, som besad egenskaber, der var både helbredende og dræbende, alt efter anvendelsen af dem. Allerede fra førhistorisk tid har giftplanter helt givet været benyttet til såvel forbryderiske som menneskekærlige formål; i hvert fald vidner beretninger fra tidlig historisk tid om stor sagkyndighed allerede på det tidspunkt.

Op gennem oldtid og middelalder blev planternes rolle imidlertid mere specialiseret: heksene udnyttede ofte deres farlige egenskaber, mens lægerne, og det vil i praksis sige klostrenes munke og nonner, lagde vægt på de helbredende; at en og anden livsglad nonne så nok har udnyttet nogle af klosterhavens urter, hvis hun var kommet i ulykkelige »lykkelige omstændigheder«, ændrer næppe på fordelingen af planterne i klosterhaven og dem, som heksene i dølgsmål og ved nattetid indsamlede på galgebakken til anden brug.

En af disse anvendelser var til heksenes flyvesalve, som endnu i dag er et uløst spørgsmål, idet de virkelige hekse, hvis eksistens næppe kan bestrides, nok tog recepten med sig på bålet. Ud fra de overleverede recepter kan man imidlertid med rimelig sikkerhed sige, at salverne udover sære bestanddele indeholdt en række giftplanter som gifttyde, skarntyde, iris, åkande, stormhat, bulmeurt, sort natskygge, pigæble, giftig rajgræs, vortemælk og endnu flere af de her omtalte planter.

Nogle af disse planter dyrkedes dog som nævnt også i klosterhaverne, om end til andet formål, og de forvildede sig i mange tilfælde til fri natur, ikke mindst ved klostrenes nedlæggelse efter reformationen. Det blev også af gode grunde netop klosterurtegårdenes lægeplanter, der først og fremmest blev anvendt i lægekunsten, og deres indholdsstoffer er generelt bedre kendt i dag end de særlige hekseurters. Efterhånden gik man dog mere og mere over til brugen af syntetiske lægemidler, idet disse er lettere at dosere nøjagtigt og kan fremstilles på en måde, så uønskede bivirkninger undgås.

Denne udvikling skete ikke uden tilbageslag. Fra begyndelsen af 19. århundrede fik plantemedicin en fornyet opblomstring gennem homøopatien, hvis grundsynspunkt er, at med ondt skal ondt fordrives, således at forstå, at en sygdom skal behandles med meget stærke fortyndinger af stoffer, som i store mængder kan fremkalde sygdommens symptomer hos et rask menneske.

En række af de planter, der anvendes i folkemedicin, naturmedicin m.m. og som ved overforbrug frembyder forgiftningsfare, uden at de derfor i almindelighed kan henregnes til de egentlige giftplanter, er ikke behandlet særskilt i denne bog, men fortjener dog at nævnes. Det drejer sig især om følgende:

Blåbær (Vaccinium myrtillus)

Ene (Juniperus communis)

Gråbynke (Artemisia vulgaris)

Humle (Humulus lupulus)

Korsknap (Glechoma hederacea)

Lægebaldrian (Valeriana officinalis)

Lægesalvie (Salvia officinalis)

Melbærris (Arctostaphylos uva-ursi)

Nælde (Urtica dioica)

Perikum (Hypericum perforatum)

Persille (Petroselinum hortense)

Rosmarin (Rosmarinus officinalis)

Røllike (Achillea millefolia)

Skovmærke (Asperula odorata)

Spansk peber (Capsicum annuum)

Timian (Thymus vulgaris)

For disse gælder det, at forgiftninger kun opstår ved decideret misbrug, det være sig med hensyn til mængde eller langvarig, regelmæssig indtagelse; men det samme gælder som bekendt en lang række andre kostdele. Selv almindeligt køkkensalt er livsfarligt, kemisk set, på grund af saltets indhold af giftigt klor.

En ting, som man ikke bør være blind for, når talen er om folke- og naturmedicinens betydning og troværdighed for menigmand, er traditionen. Ganske som et par af vore store højtider har et kristent skrud over den rene, ramme hedenskab, er et og andet i den moderne naturmedicin en afsmitning af oldtidens sammenkobling af tro og viden. Der ligger ingen vurdering i dette, kun en konstatering af, at mennesket altid har kombineret en genstands udseende med dens iboende kraft.

Man har således fra de tidligste tider været overbevist om, at der måtte findes en indbygget sammenhæng mellem planternes udseende og deres virkning; når alrunens rod lignede en lille menneskefigur, måtte planten have en vældig magisk kraft. En slægt af gøgeurterne hedder Orchis, fordi arternes jordstængelligner testikler, på græsk orkhis, og roden ansås følgelig for potensstyrkende. Guderne havde skabt alt, og de havde givet mennesket et fingerpeg om urternes kraft gennem planternes udseende. Tidsler havde torne, der viste, at de indeholdt lindring mod stikkende smerter; stenbræk måtte være virksom mod stendannelser i organerne osv. Denne »lære«, der går tilbage til forhistorisk tid og var levende endnu i det 16. århundrede, kendes i dag som signatur læren, og den øver stadig, omend nok for det meste uerkendt, sin indflydelse på nutidens anvendelse af en række giftplanter i natur- og folkemedicinen.

1 = Stærk vækst

2 = Moderat vækst

3 = Stedsegrøn

4 = Løvfældende

5 = Blomsterfarve

6 = Sol

7 = Skygge

8 = Jord

Den ildelugtende penisblomst vækker jubel i Belgien. Den yderst sjældne amorphophallus titanum blomstrer for tredje gang på bare fem år i den botaniske have i Meise, Belgien. Og det er noget af en bedrift, da der normalt går år imellem, at den imponerende plante blomstrer. Penisblomsten sprang i denne omgang ud 7. juli 2013.

Dette er exceptionelt og er aldrig før sket i en botanisk have. Planten er også er kendt under navnet 'ligblomsten', pga. sin ildelugtende duft; men dens latinske navn betyder faktisk 'stor, deformeret penis'.

Titan arum, Amorphophallus titanum, populært kaldet Ligblomst, er en dækfrøet plante i Amorphophallus-slægten med en af verdens største blomsterstande. Den er kendt for sin stærke lugt, der minder om et rådnende dyr. Ligblomst vokser vildt i regnskoven på den vestlige del af Sumatra i Indonesien.

Titan arum blev beskrevet videnskabeligt første gang i 1878 af Odoardo Beccari. Det videnskabelige navn, Amorphophallus titanum, kommer fra oldgræsk amorphos, 'formløs'; phallos, 'fallos'; og titan, 'titan, kæmpe'.

Titan arums blomsterstand kan blive op til tre meter høj. Støvdrager og frugtanlæg vokser på samme blomsterstand. For at undgå selvbestøvning blomstrer de med to-tre dages mellemrum. Blomstring sker meget sjældent i naturen og endnu sjældnere ved dyrkning, hvor det tager omkring 15 år fra såning til første blomstring. Ved blomstring blottes blomstens røde farve, og en stærk lugt af rådnende pattedyr spredes. Blomsten bliver desuden varm, omtrent svarende til menneskets kropstemperatur. Kombinationen af disse egenskaber skaber illusionen af et rådnende kadaver, hvilket tiltrækker ådselsædende biller, som lokkes ind i blomsten og bestøver den. Blomstringen er ganske kort, og allerede efter 2½ dag visner den.

Titan arum er svær og tidskrævende at dyrke, hvilket gør den eftertragtet blandt avancerede dyrkere. Den dyrkes blandt andet af flere botaniske haver.

Botanisk Have i København fik i 2003 en som gave fra Bonns Botaniske Have, der havde en i blomst. Københavns udgave gik i blomst første gang ni år senere i dagene omkring 21. juni 2012, hvor den sjældne begivenhed tiltrak betydelig bevågenhed fra både medier og almindelige københavnere.

Titan arum i blomst i Botanisk Have for første gang.

........................................................................................................................

Hvis man er til botaniske haver, bør man ikke snyde sig for denne lille ekstragevinst ved rejsen. Der er adgang fra 7.30 til 19 i sommerhalvåret og til kl. 16 i vinterhalvåret for 2 €. Den kan nås på et kvarters tid til fods fra byen og der går en buslinie A lige dertil.

Karsten Kemp

Artikel og fotos af Karsten Kemp

Felicia er en halvbusk fra Kap-provin­sen i Sydafrika, hvorfra mange af de smukke kurvblomstrede kommer. Bladene er modsatte, ofte uden stilk, ovale til rundagtige med svagt tilbage­bøjet rand. Kurvene er enlige på lange stilke og ca. 3,5 cm i diameter. Rand­kronerne er himmelblå og skiveblom­sterne gule.

Felicia amelloides kaldes undertiden 'blå margerit' efter dens lighed med margerit blomsten.

Vækstkrav: Planten kan ikke overvin­tre på friland og skal derfor flyttes i hus om vinteren. Den vokser bedst i en let, næringsrig jord, om vinteren på et lyst og frostfrit sted.

Pleje: Formeres ved stiklinger, der tages om foråret fra overvintrede plan­ter. Unge, kraftige planter kan enten plantes ud på et solrigt lunt sted eller anvendes som potteplanter. Knibes skuddene af sådanne planter indtil juli, vil de blomstre om efteråret og i be­gyndelsen af vinteren.

Anvendelse: Blomsterne er meget holdbare, og planten er anvendelig såvel i bede og altankasser om somme­ren som i potter i stuen om efteråret.

Det latinske navn Digitalis betyder fingerlang og hentyder til den ca. lange blomst. Det danske navn, finger­bøl, er mere beskrivende, idet blom­sten ligner et fingerbøl. Planterne hø­rer til de stærkt giftige; den friske saft kan forårsage betændelse i mund og svælg, og giften kan medføre mathed og hovedpine. 1. års rosetblade og 2. års stængelblade har siden 18. årh. været anvendt i lægemidler mod hjer­tesygdomme, idet den korrekte dosis hjælper til at gøre hjertets sammen­trækninger mere regelmæssige, hvori­mod en overdosis svækker hjertevirk­somheden og fremkalder lammelser, der kan have døden til følge.

Fingerbøl skal sås i juni og udvikler bladrosetter i løbet af eftersommeren, men blomstrer først det følgende år.

Gulblomstret fingerbøl (Digitalis lutea). Gul fingerbøl er to- til flerårig, 80- høj og har rent gule blomster i juli-august.

Fingerbøl findes også med hvide blomster med gyldne pletter i svælget.

Almindelig fingerbøl (Digitalis purpurea) har purpurrøde blomster med mørkere pletter indvendig.

Planten består det første år af en roset af store blade, og først det 2. år skyder den blomstrende, stift oprette stængel frem. Blomsterne er ensidigt rettede, noget hængende og rørformede med korte flige.

Vækstkrav: Planten stiller ikke særlige krav til jordbunden; den udvikles godt såvel i fuld sol som i halvskygge og trives også på stenet grund.

Pleje: De flerårige formeres ved deling eller frø, de toårige ved frø, der sås i kasser eller potter i juni. Kimplanterne prikles ud med stor afstand og udplan­tes i september eller det følgende forår med 's afstand.

Anvendelse: Velegnede under træer i halvskygge eller i staudebedet, mellem lyng og stedsegrønne buske eller på en gårdsplads. Man bør dog være forsigtig med at plante fingerbøl, hvor mindre børn færdes.

Arter: Almindelig fingerbøl (Digitalis. purpurea) vokser vildt i Europa og i dele af Nord- og Sydamerika. Planten er 1- høj med stærkt filtede stæng­ler og bladundersider . Blomsterstan­den er 1/2- høj med hængende blomster, der oftest er purpurrøde og plettede i svælget.

En lysrosa varietet af fingerbøl (Digitalis purpurea). Navnet fingerbøl svarer godt til blomstens form.

Vortemælkfamilien

Giftighed: Moderat.

Forekomst: Europa, Nordafrika, Lilleasien, i Danmark i løvskov, især på Øerne og i Østjylland.

Udseende: 20-30 cm høj staude med krybende jordstængel og ellipseformede, takkede, ru blade.

Giftige dele: Frøene og roden indeholder slimhindeirriterende saponiner; det gælder også den tørrede plante, der er stål blå.

Bingelurten, Mercurialis, der for botanikkens fædre fik de samme associationer, idet de troede at hunplanten var hanplanten, da dens karakteristiske 2-delte frugter lignede bingler (= testikler på den tid)  "Mericualis testiculata", dvs den bingelurt, som har punge, og det kommer også fra tysk: Bingelkraut.

Blåregn blomstrer villigt uden afbrydelse, når den først er godt etableret, men omhyggelig beskæring fremmer blomstringen.

Blåregn kan være utilbøjelig til at blomstre medmindre man skærer kraftige skud tilbage for at fremme ny knopudvikling

Om sommeren skæres lange skud tilbage og om vinteren beskæres de skud, som blev afkortet om sommeren.

A. Blåregn kan være stor og kraftig, og gamle planter kan have tykke stammer, som kan være snoet fast omkring støtten. Om sommeren sætter blåregn mange lange skud. Det er praktisk, hvis man vil lede planten i en bestemt retning eller ønsker, at den skal brede sig, men af hensyn til blomstnngen er det bedst at afkorte disse skud sent på sommeren.

B. Sent på sommeren afkortes de lange skud fra Indeværende år. Hvis de ikke skal bruges til yderligere dække skæres tilbage til mellem fire og seks blade. På afstand lægger man måske ikke mærke til beskæringen, da den oprindelige form forbliver intakt. Sommerbeskæring tjener hovedsageligt til at begrænse nyvæksten.

C. Blåregn beskæres normalt i to omgange, idet begyndelsen gøres om sommeren, og den endelige beskæring sker tidligt eller midt på vinteren. De skud, som blev afkortet om sommeren, beskæres yderligere. Denne gang skæres tilbage til to eller tre knopper. Det betyder typisk, at årets tilvækst ikke er mere end 8-10 cm.

Denne plante, som hører hjemme i Australien og New Zealand, er først for nylig blevet dyrket kommercielt med et godt resultat. Den er glimrende som stueplante, da den ikke er lyskrævende og tåler en del kulde. Dyrkes den under gunstige forhold kan den udvikle sig til et pragteksemplar. Den kan nå en betydelig størrelse på 2-4 m i højden og 1-1½ m i diameter. Navnet paraplyplante skyldes bladenes udseende. Den er medlem af Aralia-familien og er opkaldt efter J.E. Scheffler, en botaniker fra Danzig.

Schefflera actinophylla er den almindeligst dyrkede. Den kan komme til at minde lidt om en »grim ælling«, fordi bladenes størrelse står i misforhold til stammen. Men, når den først er omkring høj virker den absolut afbalanceret. I ungdomsstadiet er bladene tredelte, den voksne plantes blade består af fire dele. Der er kommet en mindre art i handelen, Schefflera arboricola. Den findes i to varieteter S. arboricola »Hong Kong« og S. arboricola »Geisha Girl«. De ligner hinanden meget med tætte bladrosetter på lange stængler. Både S. actinophylla og S. arboricola er velegnede til væskekultur.

Ved anskaffelsen må man sikre sig at bladene er sundt grønne. De skal nærmest ligne nypudset læder. Navnlig for S. actinophyllas vedkommende må man se efter, om den er velformet.

Billede øverst: en ung Schefflera actinophylla.

Schefflera arboricola har ni-delte blade.

De bliver høje og ret smalle, og sættes ofte 3 sammen i en potte (billedet herover) for at virke mere buskede. Schefflera planter tåler en skygget placering.

STØRRELSE: S. actinophylla er en stor plante, 2½ m høj, næsten 1½ m bred.

S. arboricola bliver høj og ca. i diameter.

VÆKST: Begge vokser hurtigt og kan let lægge mindst til højden på en enkelt sommer.

BLOMSTRING: Deres små grønne blomster ses uhyre sjældent på pottedyrkede eksemplarer.

DUFT: Ingen.

LYS: Som de fleste andre planter holder de af en lys plads, men ikke i direkte sol om sommeren. De vil ofte kunne tilpasse sig en ret mørk krog.

TEMPERATUR: Om vinteren skal temperaturen være moderat, helst ikke under 12°C og ikke over 18°C. Om sommeren er normal stuetemperatur passende, hvis de da ikke anbringes udendørs. Maximum 21°C.

VANDING: Den må holdes passende fugtig, sandsynligvis ved vanding 2-3 gange om ugen om sommeren og en enkelt gang ugentlig om vinteren.

GØDNING: Hver 14. dag sommeren igennem tilsættes vandingsvandet halvdelen af den anbefalede mængde flydende gødning.

LUFTFUGTIGHED: De har godt af en douche-regnvand 2-3 gange om ugen.

RENGØRING: Er overbrusningen ikke nok til at holde bladene rene, tørres de af med en fugtig klud eller bladglans, men ikke oftere end hver anden måned.

STUELUFT: De tåler både træk og røg. Sørg for luftfornyelse.

JORD: Pottejord nr. 2.

OMPOTNING: Pot kun om hvert andet år. Derudover kan de få en topdressing (udskiftning af den øverste jord). Større planter har behov for dette hvert forår.

BESKÆRING: S. actinophylla er en enkeltstammet plante, som ikke skal beskæres. S. arboricola skal kun beskæres, hvis den bliver for stor og ugrenet. Så skæres skudspidserne tilbage, hvorpå de vil grene sig.

FORMERING: Normalt fra frø, der sås ved 21-24°C. Man kan få afskårne skud til at rodslå i vand til dyrkning i væskekultur.

LEVETID: Passes de blot nogenlunde godt, vil de være langlivede. SELSKABSPLANTER: Mens de er små, pynter de mellem de fleste andre grønne planter. De store eksemplarer er glimrende alene. S. actinophylla bliver bred og kræver god plads.

LET / VANSKELIG: En smuk, let plante, som trives.

Ompotning

1. Ompot hvert andet forår, når rødderne bliver synlige i drænhullet, bladene bliver blege og væksten går i stå. Tilbered en nummeret større potte med drænlag og et lag fugtig kompost nr. 2. Gennemvand planten.

2. Skær komposten fri langs pottens rand.

3. Tag planten ud med den ene hånd, og støt den med den anden.

4. Læg den forsigtigt på bordet og fjern gammel jord fra rødderne med en pind eller blyant. Pas på rødderne.

5. stil planten på komposten midt i den ny potte.

6. Fyld op med frisk kompost som presses ned om rødderne efterhånden, til potten er fuld. Stil den skygget uden vand 2 dage, så rødderne søger ud i komposten.

Dyrkning fra frø

Begge arter kan dyrkes fra frø i en formeringskasse.

1. Klargør kassen med steril såkompost.

2. Spred frøet jævnt. Frøet dækkes med et lag kompost, der ikke er tykkere end et enkelt frø. Gennemvand.

3. Luk kassen. Fjern låget 5 minutter hver dag for at hindre råd. Sørg for at komposten ikke bliver tør. Stil det ved 21-24°C.

4. Når frøet er spiret, stilles kassen lyst og låget fjernes.

5. Når frøplanterne er passende store, tyndes de svageste fra, så der bliver 2·3 cm mellem de resterende.

6. Så snart de er i god vækst, ompottes de i småpotter.

Rengøring af bladene

Støv af med en blød klud og tør dem med lunkent vand. Støt bladene imedens.

Brug bladglans, men kun hver anden måned.

Douch bladene med regnvand 2·3 gange om ugen.

Opbinding

1. Stik forsigtigt en pind ned i komposten, få cm fra rodhalsen.

2. Bind en ca. 25 cm lang snor fast om pinden ind mod planten.

3 Slå en løkke rundt om stammen.

4 Bind knude på pindens yderside. Kan gentages med mellemrum.

Hvad gik galt?

1. Brune skjoldlignende insekter på bladstilke og bladenes underside. Skjoldlus. Fjernes med en vatpind dyppet i sprit.

2. Hvide uldaglige pletter på bladene. Uldlus. Fjernes enkeltvis med en vatpind dyppet i sprit. Sprøjt med malathion og øg luftfugtigheden.

3. Planterne ranglede med langt mellem bladene. For varmt. Stilles køligere. De skal måske have mere lys.

4. Bladene bliver gulgrønne og blege. Trænger til gødning.

5. Bladene gulner med spind på undersiden. Rødt spind. Sprøjt med malation og øg luftfugtigheden.

6. Bladene har kun få småblade. Det er bladenes ungdomsform, som er normal for de unge planter.

7. Bladene misdannede og klæbrige, grønne. insekter. Bladlus. Sprøjt med pyrethrum.

--

Bronzeblad er kraftige stauder, som kræver megen plads.

Den bronzeagtige farve på de unge blade har givet planterne navn. Her blade af stilket bronzeblad (Rodgersia podophylla).

Bladene er store, som regel hånddelte, og minder meget om hestekastanjens. Blomsterne er hvide-rødlige, små, og sidder i rigtblomstrende toppe. Blom­stringen indtræffer i juli-august. Høj­den varierer efter arten fra 100 cm til ca. 200cm, og planterne kan blive lige så brede.

Bronzeblad sætter pris på fugtighed og vil gerne have en del gødning. Den trives i fuld sol, hvis den får vand nok, men klarer sig ellers bedst i hel- og halvskygge. Den er helt hårdfør. Bronzeblad er en staude, som bør stå for sig selv, fx under træer eller ved damme og vandløb.

Bronzeblad formeres ved deling om foråret. De tykke rodstokke er lette at skille ad.

Blade og blomsterstand af finnet bronzeblad (Rodgersia pinnata).

Finnet bronzeblad (Rodgersia pinnata) har bladet sammensat af 6-9 småblade, som hen på efteråret får et bronzeag­tigt skær. Blomsterne er hvide med rødlig yderside. Den blomstrer i juli­-august og bliver ca. 150cm høj.

Kastanjebladet bronzeblad (Rodgersia aesculifolia) har meget store, hånddel­te blade, ofte med 7 småblade. Blom­sterne er små, hvide og samlet i store toppe. Højden kan blive op til 200cm.

Stilket bronzeblad (Rodgersia podo­phylla) har store blade, som regel med 5 fligede småblade. Ved løvspring har bladene en smuk bronzeagtig farve. Blomsterne er gullige i ret løse, noget hængende stande. Den blomstrer i juli og bliver ca. 100cm høj.

Hyldebladet bronzeblad (Rodgersia sambucifolia) har blade, som minder om hyldens. Blomsterne er hvide og sidder i små, nærmest kugleformede stande.

Blomstringen finder sted i juli, og planten bliver ca. 100cm høj.

En nær slægtning til bronzeblad er den kraftige staude parasolblad (Astilbo­ides tabularis).

Bronzeblad hører hjemme i skyggebedet sammen med bispehue, bregner, hasselurt, kodriver, skumblomst, storkonval og sølvlys.

Når vildskuddene fjernes, får de mere dekorative blomster af den podede rododendron lov at udvikle sig i al deres pragt.

Hvis du har overtaget en gammel have, er der sandsynligvis nogle af de gamle buske, som har set bedre dage. Det er ofte bedst at kassere den gamle plante, men somme tider kan en gammel busk forynges. Fotografierne viser hvordan, og det kan altid betale sig at forsøge lignende metoder med alle buske, som man holder så meget af, at man gerne vil redde dem. Hvis der efter en sæson ikke er tegn på nyvækst, må planten erstattes.

En gammel og overset rododendron kan somme tider forynges ved en meget hård beskæring over en periode af to eller tre år. Billedet her viser en tredjedel af grenene, som blev beskåret hårdt i år, en tredjedel, som blev beskåret sidste år, og som allerede er i gang med at udvikle nye skud tæt ved jorden, og nogle grene, som endnu ikke er beskåret. De ubeskårne grene vil stadig producere blomster, og når disse beskæres næste år, vil nogle af de nye skud fra grunden af den beskårne plante muligvis være klar til at blomstre.

AT BEGYNDE FORFRA

Hvis en busk er blevet alt for stor, eller bare forsømt - måske med døde grene - må man være forberedt på at gå drastisk til værks. Ikke alle buske overlever at blive skåret næsten helt ned til jorden.

A. På denne busk er en af grenene delvis knækket af hovedstammen.

B. Skud som sidder dårligt placeret, eller som er syge. Det kan somme tider være nok at afkorte grene, som er for lange.

C. Hvis det er nødvendigt må grenene saves af tæt ved jorden. Nogle buske tåler det ikke, men andre vil udvikle nye skud fra basis.

D. For at undgå infektion efter så drastisk et kirurgisk indgreb skal såret være så lille som muligt. Brug en kniv eller en rasp til at glatte kanterne af såret med.

FJERNELSE AF VILDSKUD

A. En del buske, som rododendron og syren, podes på en grundstamme, som ofte sætter vildskud. De udvikles under podestedet ofte under jorden. Bladene vil måske ligne bladene på den podede sort, men blomsterne vil være forskellige.

B. Fjern vildskuddene så tæt ved jorden som muligt. Slut af med at trimme med en beskæresaks.

C. Hvis vildskuddene ikke fjernes, vil de efterhånden tage magten fra den podede sort.

Velkommen hos Jysk Sten Design.

Vi klarer alle opgaver i Natursten hvad enten du er på udkig efter granitbordplader, trapper, belægning, springvand eller noget andet.

Vores store erfaring og faglige ekspertise gør at I får den rigtige vejledning, og vi går ikke på kompromis med kvaliteten!

Forsytia er en af vore mest populære prydbuske med et væld af blomster på netop den årstid, hvor vi trænger mest til dem. Desuden er grenene lette at drive, så man indendørs kan have dem i blomst lige fra nytår. Planten har fået sit botaniske navn efter den engelske botaniker William A. Forsyth (1737-­1804). Mindre velkendt er det, at For­sythia i 1932 fik det danske navn vårguld af overgartner Thrane på Skanderborg Slotsbanke, uden at dette navn nogen sinde er slået igennem; man kalder stadig planten ved dens botaniske navn forsytia. De forskellige arter bliver 150-400 cm høje: Grenene er hule med kamret marv. Bladene er modsatte, hel randede eller fint savtak­kede. Blomsterne springer ud før løv­spring; de sidder enkeltvis eller indtil 6 sammen i små blomsterstande. Bæ­ger og krone er dybt firdelte, og kro­nen er drejet i knoppen. Den har to støvdragere og en kort eller lang griffel (et fænomen, som kaldes heterostyli) med todelt støvfang. Frugten er en hård, toklappet kapsel.

Forsytia kan espalieres op ad mure og hus vægge og giver et væld af blomster.

Forsytia findes i mange gode havesorter. 'Beatrix Ferrard' er en af de bedste.

Vækstkrav: Forsytia trives i enhver havejord, blot der ikke er alt for tørt. Den blomstrer rigest i sol, men trives dog også i halvskygge. Den kræver ikke læ og er fuldstændig hårdfør.

Pleje: Forsytia formeres ved hjælp af stiklinger i det tidlige forår. Hver stik­ling skal være på ca. 20 cm, hvoraf 3/4 stikkes ned i jorden. Stiklinger af sommerskud i juli kan også anvendes; de er da klar til udplantning følgende forår. Som for alle forårsblomstrende buske er efteråret den bedste plante­tid, men pottekultiverede planter (con­tainerplanter) kan plantes i hele vækst­sæsonen. Man kan foretage en årlig beskæring af forsytia ved straks efter afblomstringen at fjerne de afblom­strede skud. I løbet af sommeren ud­vikles nye skud, dels fra beskæringsste­det, dels fra plantens basis, og disse skud vil i reglen blomstre den 2. som­mer. Disse lange skud bør ikke tilbage­skæres; det går blot ud over den senere blomstring. Bliver buskene for tætte, kan man foretage en udtynding ved at fjerne de ældste hovedgrene helt fra jorden. I øvrigt kan man »beskære« buskene let i tiden mellem nytår og blomstringen og sætte de afskårne kvi­ste til drivning i stuen. Anvendes forsy­tia som hæk, tåler buskene moderat klipning.

Anvendelse: De gamle typer af forsy­tia havde en riset og uskøn vækst, som gjorde dem uegnede til solitærplant­ning; men de moderne sorter, især af arten Forsythia intermedia, har en me­get smuk grenbygning. Ved nænsom beskæring og udtynding kan man for­me buske, der tåler at ses fra alle sider. Arten kan således plantes solitært i græsplænen, i forhaven eller i atrium­gården. Buskens ofte tynde og smidige grene er nemme at lede i bestemte retninger, hvilket gør den velegnet som espalierplante; den skal dog be­skæres radikalt hvert år efter afblom­stringen for at undgå, at der dannes tykke, »posede« bevoksninger op ad muren. Som hækplante kan forsytia ligeledes anvendes, selvom man næp­pe kan kalde den ideel. Den blomstrer dog tåleligt, trods de årlige beskærin­ger. I større haver vil krat af forsytia­buske have en smuk virkning i forårsti­den, især hvis de blandes med andre, senere blomstrende prydbuske. Efter afblomstringen har forsytia ingen stør­re prydværdi.

Arter og sorter: Forsythia intermedia er en krydsning mellem flere arter, hvis bedste egenskaber findes bevaret i hybriden. Den bliver indtil høj, har olivengrønne grene og 2-3 dybgule blomster i hver blomsterstand. Af den­ne art findes en lang række værdifulde sorter, bl.a. 'Beatrix Ferrard' med kraftig, opret vækst og kromgule blom­ster, 'Lynwood' med opret vækst og et væld af gule blomster, jævnt fordelt over hele busken, 'Spectabilis' med opret vækst, brune grene og mørkegu­le blomster samt 'Spring Glory' på knap , med opret vækst og lysegule blomster.

Forsythia suspensa har oprette, senere overhængende grene. Varieteten Forsythia suspensa var. fortunei har stærkt overhængende grene og kræver ret god plads. En anden varietet, Forsythia suspensa var. sieboldii, har så overhæn­gende skud, at disses spidser ved berø­ring med jorden slår rod og danner små forsytia-krat. Den har klokkefor­mede blomster, men blomstringen er ikke særlig rig. En engelsk sort af Forsythia suspensa hedder 'Nymans'. Allerede de unge planter har en rig blomstring, og de enkelte blomster er meget store og rent lysegule.

Fjern gamle forsytiagrene straks efter afblomstring. Nye skud danner blomster næste eller følgende forår.

Stribet løn har især som ung plante grøn bark med elegante, lodrette, grå­lighvide striber; senere bliver barken ru og grå.

De unge skud er dækket af en blålig eller lilla dug; senere bliver de mat­grønne med hvide striber. Knopperne er klart blågrå. Bladene er trelappede og 10 cm lange; oversiden er mat blågrøn, undersiden blegere og har i begyndelsen rustbrun behåring ved nervevinklerne. Stilken er lyserød. Om efteråret antager hele planten smukke orange og røde høstfarver. Den blom­strer i maj måned med gulgrønne blomster i oprette klaser.

Nærbillede af nyudsprungne blade på rodskud af rød løn (Acer rubrum).

Vækstkrav: Træet stammer fra Japan og' er meget plantet i engelske haver og parker; herhjemme har man ikke haft så stor succes med træet, hvis unge skud er tilbøjelige til at visne ned, og hele træet har desuden en kort levetid; men den smukke bark lokker mange til at købe og plante det. Så må man sørge for en veldrænet og næringsrig muld­jord i læ for de fremherskende vinde. Anvendelse: Et spændende træ at prø­ve i småhaver, også hvor der kun er lidt plads til rådighed. Som solitærtræ i en atrium have er stribet løn værd at prøve.

Lignende arter: Samme barktype som hos stribet løn finder man hos bl.a. følgende arter:

Acer capillipes med grøn bark med klart hvide striber;

Acer davidii med olivengrøn bark med bre­de, blåhvide striber;

Acer pensylvanicum med grågrøn bark med hvide striber (den har desværre kun kort levetid); og

Acer tataricum med brun bark og lysere striber.

Empetrum er afledt af græsk petra klippe, idet planterne kan vokse på nøgen, fugtig klippe. Revling kaldes også krækkebær og sortebær; de små, sorte stenfrugter smager tørt og lidt bittert og indeholder et giftstof, andro­metoxin, som dog ikke gør frugterne uspiselige i mindre antal. Revling fin­des i Danmark på heder, i klitter og moser og er en lav, stedsegrøn, lynglig­nende busk med gulbrune grene. De små, tætsiddende blade er nåleforme­de med indrullede kanter og har en lys stribe på undersiden; i begyndelsen er de besat med kirtelhår, som dog snart forsvinder. Blomsterne, der fremkom­mer i maj, er små og mørkerøde; de sidder enlige i bladhjørnerne, og plan­ten er særbo, dvs. har enten hunblom­ster eller hanblomster. Bestøvningen sker ved vindens hjælp, og frugterne fremkommer i juli-august. De er som nævnt ikke værd at spise.

Revlinger eller sortebær ser lækre ud, men skinnet bedrager. I virkeligheden er de tørre og lidt bitre - tilmed også en smule giftige.

Vækstkrav: Revling trives bedst på let mosejord i fuld sol; man kan også plante den i en surbundslomme i sten­bedet; men her må man ikke undervur­dere dens behov for vand. Især hvis man vil have revling til at brede sig over et større parti, er det sikrere at behandle den som en moseplante end som en hedeplante. Formeringen kan ske ved deling af gamle planter eller ved at så de sorte frugter, som dog spirer langsomt.

Andre arter: En art, som meget ligner vor hjemlige revling, er Empetrum hermaphroditum, også kaldt fjeldrevling. Den findes i det nordlige Sverige og Norge.