Navnet margerit anvendes i daglig tale om en lang række forskellige kurv­blomster, alle med gul skive krone og hvide, gule eller røde, tungeformede randblomster. Hvid margerit er såle­des det folkelige navn for så forskellige arter som agergåseurt (Anthemis arvensis), romersk kamille (Anthemis nobilis), ægte kamille (Matricaria cha­momilla), lugtløs kamille (Matricaria inodora), hvid okseøje (Chrysanthe­mum leucanthemum) og kæmpemarge­rit (Chrysanthemum maximum). Gul margerit er ofte betegnelse for følgen­de arter: farve gåseurt (Anthemis tinc­toria), kaukasusgåseurt (Anthemis bie­bersteiniana), gemserod (Doronicum orientale) og gul okseøje (Chrysanthe­mum segetum). Endelig er der den populære staude rosenkrave (Chrys­anthemum coccineum), som kaldes fransk, persisk, kulørt eller rød marge­rit. Se artiklerne under de respektive danske navne.

Den »rigtige« margerit er Argyranthemum frutescens. Den stammer fra De Canariske Øer, hvor den vokser som en lille halvbusk, en urt, hvis skud forne­den bliver træagtige. Dens grågrønne, ofte noget blåduggede blade er stærkt indskårne. Blomsterne har gul skive og hvide randblomster. I deres sydlige hjemstavn blomstrer planterne året rundt, og det kan man hos os også få dem til i et koldhus eller en vinterhave. Mest anvendes planten dog som ud­plantningsplante i haven, i plantekum­mer eller i altankasser.

Vækstkrav: Margerit kræver ikke sær­lig næringsrig jord, men en del fugtig­hed for ikke at gå i stå i væksten. Den blomstrer rigt i fuld sol. Højde fra 50-100 cm.

Pleje: Margerit kan »gemmes« fra år til år ved overvintring i frostfri vinter­have eller koldhus, hvor den kun behø­ver nogle få varmegrader og næsten ingen vanding. Den formeres ved stik­linger med hæl, enten om efteråret eller om foråret; den pottes i jordpotte og udplantes, når faren for nattefrost er overstået. Margerit er en nem som­merplante, som kun har en, men væsentlig fejl: alle visne blomster må daglig knibes bort ved afblomstringen.

Sor­ten 'Schone von Nizza' har gule blomster. Oftest fra maj til oktober.

Anvendelse: Helårsplante i vinterha­ve, sommerblomst i haven, altankas­sen og i plantekummen og endelig som potteplante i vindueskarmen. Kraftige eksemplarer kan formes som små stammetræer ved opbinding af et en­kelt, kraftigt skud, mens de øvrige skud fjernes ved basis.

Sorter: 'Maja Boringer', 70 cm; 'Silver Leaf', 50 cm, med fint løv og talrige blomster; og 'Schone von Nizza', 80 cm, med gule randkroner.

En Margerit fra Østrig: Leucanthemum atratum.

Rige:      Plantae (Planter)

Division: Magnoliophyta (Dækfrøede)

Klasse:   Magnoliopsida (Tokimbladede)

Orden:   Asterales (Kurvblomstordenen)

Familie:  Asteraceae (Kurvblomst-familien)

Slægt:   Leucanthemum

Margerit - Leucanthemum er en slægt med lidt over 40 arter, som er udbredt i Sibirien og Europa. en- eller flerårige, urteagtige planter med en opret og forgrenet vækst. Bladene er stilkede (de øverste på stænglen dog ofte ustilkede) og spredtstillede, og bladpladen kan være hel eller fjersnitdelt. Kurvene bærer hvide tungekroner og gule rørkroner. Frugterne er ribbede nødder.

Arter og hybrider, som dyrkes i Danmark, eller som er vildtvoksende her.

Kæmpe-Margerit (Leucanthemum maximum)

Sommer-Margerit (Leucanthemum paludosum)

Have-Margerit (Leucanthemum x superbum)

Hvid Okseøje (Leucanthemum vulgare)

Andre arter

Leucanthemum adustum

Leucanthemum graminifolium

Leucanthemum integrifolium

Leucanthemum lacustre

Leucanthemum monspeliense

Leucanthemum pallens

Leucanthemum praecox

Leucanthemum subglaucum

Leucanthemum sylvaticum

Leucanthemum waldsteinii

Argyranthemum frutescens

Samt marguerite og marguerite daisy - Argyranthemum frutescens, en flerårig plante kendt for sine blomster. Den er hjemmehørende i De Kanariske Øer i Makaronesien.

Argyranthemum frutescens, marguerite og marguerite daisy, er en flerårig plante kendt for sine blomster. Den er hjemmehørende i De Kanariske Øer i Makaronesien.

Argyranthemum frutescens, Marguerite daisy, der dyrkes i gartnerier og bredt er tilgængelige og anvendes som en blomstrende prydplante i private haver og offentlige parker.

........................................................................................................................

Hybenroser er ikke nogen botanisk afgrænset gruppe roser, men en folke­lig betegnelse for alle de vild- og park­roser, som udmærker sig ved at bære mange hyben. Hyben kan høstes, også af buketroser og tehybrider, såfremt man lader frugterne sidde på buskene i stedet for at fjerne dem for at fremme en senere ny blomstring. Se artiklen Hyben.

Johannesblomstens danske navn er en oversættelse af det spanske flor de San Juan, som planten hedder i Mellem­amerika, hvorfra den stammer. Det botaniske navn er til minde om Charles Bouvard, der var livlæge for Louis XIII og som 1628 blev leder af de kongelige haver i Paris. Ved krydsning mellem Bouvardia leiantha og Bouvar­dia longiflora er opstået en række hy­brider, der som regel har modsatte, æg-elliptiske blade med hvide, røde, gule eller orange blomster. Bouvardia longiflora, brudestjerne, har lange hvi­de, vellugtende blomster. Den er vel­egnet til afskæring.

Pleje: Vækstperioden begynder i fe­bruar-marts, hvor man kniber planten og potter den om i en jord, baseret på spagnum. I starten af vækstperioden skal temperaturen være ca. 15°C, hvor­efter man gradvis hæver den.

Johan­nesblomst skal stå så lyst som muligt, og den kræver meget vand og næring i blomstringsperioden. Efter blomstrin­gen begrænser man vandingen, men jorden må dog ikke tørre helt ud. I vinterperioden skal der ikke tilføres næring, og temperaturen bør være 10-12°C.

Formering: Man kan tage stiklinger fra johannesblomst i perioden april-juni. Som stikkesubstrat kan man bruge en standard-spagnumblanding. Når jord­temperaturen er 18°C, varer det nor­malt 16-18 dage, før stiklingerne har rod. For at holde tilstrækkelig fugtig­hed i rodslagningsperioden dækker man stiklingerne med plastic.

Anvendelse: Stueplante i lyst vindue uden direkte sol. Også god i vinterhave og til afskæring.

Sygdomme og skadedyr: Johannes­blomst angribes ofte af gråskimmel, bladlus og skjoldlus.

Kugleblomst har fået både sit botani­ske og danske navn efter det næsten kuglerunde hoved af små blå blomster. Det botaniske slægtsnavn er afledt af latin globulus = lille kugle.

Bladene er helrandede, spatelformede og indtil 5 cm lange. Blomsterstængler­ne er som regel bladbærende.

Kugleblomsten Globularia nudicaulis har bladløse blomsterstængler.

Pleje: Kugleblomst er en glimrende bunddækkeplante på stenbed og plan­temur, bedst på veldrænet jord i fuld sol og i læ for de fremherskende vinde. I et såkaldt alpinum, et koldhus, vil kugleblomst trives udmærket. Kugleblomst formeres bedst i april. Det kan ske ved frø og deling. Ved såning må man sikre sig, at jorden ikke på noget tidspunkt bliver udtørrer.

Arter:

Globularia cordifolia findes i naturen i Alperne og Pyrenæerne. Den har krybende, delvis træagtige stængler og bliver 5-10 cm høj. De lyseblå blomster fremkommer i maj-juni.

Globularia elongata bliver 10-25 cm høj. Blomsterne, der er gråblå, frem­kommer i maj-juni. Den findes vildt­voksende på Gotland og Öland.

Globularia meridionalis stammer fra Pyrenæerne. Blomsterne er lyslilla og fremkommer i maj-juni.

Globularia nudicaulis har gråblå blom­ster, der fremkommer på 10-15 cm lange, bladløse stængler i juni-juli.

Liljefamilien

Giftighed: Moderat.

Forekomst: Alperne og Østasien; i Danmark hårdføre havestauder.

Udseende: Op til 1 m høj staude med tyk, kort rodstok, store spidsovale blomster, der sidder i spiral omkring den hule stilk og blomster i klase i høj- og eftersommeren.

Giftige dele: Hele planten, og især rodstokken, indeholder talrige alkaloider, der er stærkt hudog slimhindeirriterende. Pulveriseret rodstok fremkalder heftig nysen, tidligere anset for et sundhedstegn, hvorfor pulveret anvendtes i behandlingen af sindssyge personer helt op til ca. 1850. Forgiftning forekommer rimeligvis kun ved forkert anvendelse i naturmedicin.

Andet: Veratrum album kendes også under navnet »hvid nyserod«, uheldigt, fordi nyserod ellers = Helleborus (se dette). Roden er også i folkemedicinen blevet anvendt som bræk- og afføringsmiddel.

Kongebregnen har oftest korte, udelte eller grenede stængler med store, en­kelt- eller dobbeltfinnede blade, ved hvis grund der findes fodflige. Om foråret er farven på disse blade brunlig for senere på sommeren at blive gul til grøn og igen slutte i de brunlige nuan­cer. De frugtbærende blade vokser op i midten af planten. Den nederste dels ligner de almindelige løvblade; men den øvre er omdannet, så at de bærer først grønne, senere brune sporehuse i akslignende stande. Sporehusene er ikke som hos flere andre bregner dæk­ket af slør.

Vækstkrav: Planten vokser normalt på fugtige steder i hede- eller birkemoser , og den forekommer over det meste af verden; i Danmark er den dog ret, sjælden. Som kulturplante er konge­bregnen nem at dyrke, men for at udvikle sig smukt må den have en del skygge og fugtig jord. Den bryder sig ikke om gentagne omplantninger.

Kongebregnens sporehuse fremkommer som en selvstændig generation i spidsen af specielle frugtbærende blade.

Forårets karakteristiske bladudvikling hos kongebregne.

Anvendelse: Bregner, der som konge­bregnen opnår en højde på omkring 120 cm, skal helst anvendes i større haver eller parker, hvor de kan få lov til at fremkomme i helst større grupper un­der skyggegivende løvtræer. Bedste re­sultat opnås, hvor der forekommer naturlige søer eller moser og hvor kongebregnen kan nå ned til vandet med rødderne.

Sorter:

Osmunda regalis 'Cristata' er en sort med gaffeldelte blade, men ligner ellers arten helt.

Osmunda regalis 'Purpurascens' bliver højere og slankere. Den er noget rød­lig i løvet, og sporeblade og stilke er også stærkere farvede.

Andre arter: Meget nærstående arter er kronebregnen eller etagebregnen (Os­munda claytoniana) samt kanelbreg­nen (Osmunda cinnamomea), der kun kan købes i få danske planteskoler.

Karma er græsk og betyder rør. Navnet har planten fået p.gr. af de hule stæng­ler; det var den franske botaniker Clusius (se denne artikel), der 1564 navngav den og kaldte den sydameri­kansk-vestindiske plante Canna indi­ca; dette misvisende navn overtog Linné senere. Canna-arterne dyrkes praktisk talt ikke mere, og havesorter­ne har man givet fællesnavnet Canna indica-hybriderne.

Kanna kræver god plads og megen næring. Knaldene skal opbevares frostfrit.

Kanna er en noget voldsom plante og anvendes bedst i større haver og of­fentlige anlæg, hvor dens rigdom af grønne eller brunlige blade og stærkt farvede, eksotiske blomster lettere indpasses i havearkitekturen. Har man en lun plads ved terrassen eller et læhjørne i græsplænen, kan man også dyrke karma i en mindre have - men den kræver pasning. Som potteplante er den velegnet, og til dette formål har man frembragt nogle særlig lave sorter på 40-. Både til stue- og have­brug findes der planter med røde, orange, gule, rosa, laksfarvede, tofar­vede og plettede blomster. 'Lucifer' med gulrandede, ildrøde kronblade er en sort til stue brug.

Vækstkrav og pleje: Kanna har stæn­gelknolde, som man køber tidligt om foråret. De plantes i let fugtig, humus­rig jord i potter eller kasser, som anbringes på et varmt, skygget sted med fugtig luft. Der må gerne være eller mere, og planterne sætter især pris på undervarme. Der vandes sparsomt i begyndelsen; men når rod­udviklingen er godt i gang, skal plan­terne vandes rigeligt. Efter at der er dannet nogle få blade, kan man sænke temperaturen lidt. Der gødes jævnligt, og planterne vænnes gradvis til lys og luft, indtil de sidst i maj eller først i juni er helt afhærdede og kan udplan­tes på voksestedet med en afstand på 40-. Jorden må i forvejen være bearbejdet i rigelig dybde eller om nødvendigt være udskiftet med blad­muld. Der gødes og vandes jævnligt hele sommeren. Det er bedst, at vok­sestedet ligger i læ, da bladene ellers let bliver ødelagt af blæst, og kanna kræver både fuld sol og godt dræn. I oktober - eller når frosten har ødelagt toppen - graver man stængelknoldene op, lader dem lufttørre nogle dage på et skyggefuldt sted og opbevarer dem vinteren over i en tør, frostfri kælder.

Formering: Store knolde kan deles om foråret; men det er nødvendigt at lade dem spire i et væksthus først, så at der bliver mindst en spire på hver del. Det er næppe muligt at få spiredygtigt frø af kanna på friland her i landet; men man kan undertiden købe frø, som udsås i hus på let, sandblandet blad­muld i februar. Frøet er meget hårdt og skal udblødes i varmt vand i et døgn før udsåningen.

Paradistræ er hjemmehørende i Sydaf­rika, hvor det er en stærkt forgrenet busk, der senere kan udvikle en kraftig stamme. I en vinterhave, hvor der er god plads, kan paradistræet blive en over 1 m høj, stor baljeplante. Blom­sterne er hvidrosa, men ses sjældent hos planter i kultur. Bladene er tykke og kødfulde.

Pleje: Paradistræ hører til de planter, som kan stå udendørs om sommeren og som om vinteren kun behøver 10- 12°C. I vækstperioden, dvs. den lyse halvdel af året, skal det have regel­mæssig vand- og næringstilførsel. Ef­terhånden som planten bliver større, skal der gives meget vand og næring i vækstperioden for at sikre en god vækst. Om vinteren vandes noget min­dre, afhængigt af temperaturen, og der tilføres slet ikke næring. Hvis tempera­turen holdes omkring 10-12°C, skal der ikke tilføres ret meget vand. Som pottejord kan bruges en almindelig, kraftig jordblanding.

Paradistræ (Crassula portulacea} blomstrer kun sjældent i kultur.

Formering: Det er meget let at forme­re paradistræ ved stiklinger. Ofte dan­nes der rødder på skud på selve plan­ten. Stiklingerne kan med fordel ligge et par timer, før de stikkes, så at sårfladen tørrer ud; derved begrænses muligheden for sygdomssmitte gennem det åbne snitsår.

Den uægte jasmin har sit danske navn efter blomsternes duft, som minder om duften af den ægte jasmin (Jasminum). Et andet dansk navn er pibeved, der hentyder til, at de unge grene efter fjernelse af marven kan anvendes som piberør. Det botaniske navn Philadel­phus stammer fra græsk philadelphos = broderelskende, der i den klassiske græske litteratur var navnet på en busk med vellugtende blomster, muligvis ægte jasmin.

Fyldte, vellugtende blomster af uægte jasmin (Philadelphus hybridus 'Virginal').

Uægte jasmin er løvfældende, opret­voksende buske med en tæt vækst. Grenene indeholder en blød marv, og barken er afskallende. Bladene er modsatte og savtakkede. Blomsterne sidder enkeltvis eller 3 sammen i ende­stillede klaser; de har oftest 4 bæger­blade og 4 kronblade, som er hvide, gerne røde ved basis. De gule støvdra­gere findes i et antal af 13-90.

Frugten er en firklappet kapsel med mange frø.

Vækstkrav: Uægte jasmin trives på enhver jordtype, selv den næringsfat­tigste kalkjord. De lave typer trives godt selv i stærk skygge, men giver dog kraftigere og smukkere blomstring i fuld sol. De er hårdføre og tåler blæst; unge blade kan dog svides eller rives i stykker af stærk blæst.

Pleje: De svagtvoksende arter forme­res ved stiklinger i det tidlige forår, mens de kraftige arter kan stiklingefor­meres hele sommeren fra april til okto­ber. De rene arter kan frøformeres; men det er en langsommelig proces, som ikke kan anbefales. Udplantning kan foregå forår eller efterår.

De unge planter har i reglen et kraftigt rodnet og kan derfor sælges som barro­dede planter; de skal vandes kraftigt efter plantningen. Uægte jasmin må ikke skæres tilbage, da det går ud over blomstringen det følgende år; derimod er det vigtigt at udtynde ældre buske regelmæssigt ved at fjerne de ældste grene helt fra basis. Ved for kraftig udtynding dannes en mængde nye skud fra sårfladerne, og i stedet for en åben busk opnår man en alt for tæt plante med dårlig blomstring.

Planterne er sunde og angribes kun sjældent af sygdom eller skadedyr.

Anvendelse: Uægte jasmin kan plantes mange sammen i tætte busketter i større haver og parker. Anvendt i naturhaven danner de uigennemtræn­gelige busketter med gode redemulig­heder for fuglene; p.gr. af den tætte og risede vækst er de derimod uegnede som solitærplanter. De lave arter kan anvendes til uklippede blomstrede hække.

Arter:

Philadelphus brachybotrys bliver 2,5 m høj. I begyndelsen vokser den rask til vejrs, men breder sig senere ud til siderne. Bladene er små, blanke og mørkegrønne. De hvide blomster sid­der 5-9 sammen i små klaser i juni­-juli.

Philadelphus coronarius hører hjemme i Sydeuropa og Kaukasus og bliver indtil 3 m høj. Grenene vokser lige i vejret og danner tætte buske. Blom­sterne er enkle, cremehvide og har en meget stærk, sød duft. Blomstring i maj-juni.

Philadelphus cymosus er en svagtvok­sende art med ofte fyldte, mælkehvide blomster, der har en fin appelsinagtig duft.

Philadelphus incanus stammer fra det vestlige Kina. Den bliver 3-5 m høj og udvikles godt i både sol og skygge. Blomsterne er klokkeformede, lysrosa og kun svagt duftende.

Philadelphus inodorus er en 3 m høj busk med karakteristiske, 10 cm lange, helrandede blade. Blomsterne er rent hvide, skålformede, men duftløse (ino­dorus = uden duft).

Philadelphus lemoinei omfatter en del værdifulde krydsninger og sorter, som er særlig egnede til småhaver. De har alle en ret lav og tæt vækst og blom­strer i juni-juli.

Philadelphus microphyllus bliver sjæl­dent mere end 1,5 m høj. Den har fint forgrenede kviste og små blade. Blom­sterne er rent hvide og har en pragtfuld duft. Den kan anvendes til fritstående, uklippede hække og er den eneste art, der kan plantes som solitærbusk.

Philadelphus pubescens er en kraftig art med indtil 5 m høje grene. Meget rigtblomstrende, men uden duft.

Philadelphus purpureo-maculatus bli­ver 1,5 m høj og har svage, tynde grene. Blomsterne er skiveformede og hvide med en purpurrød plet ved basis af hvert af kronbladene. Blomstring i juni-juli; fin duft.

Philadelphus tomentosus er en 2-3 m høj busk, der ligner Philadelphus coronarius. Kronen er korsformet med cre­mehvide kronblade og stærk duft. Blomstrer i juni.

Blomsterne hos uægte jasmin 'Beauclerc' har kun ubetydelig duft.

Sorter: Inden for de forskellige arter er der opstået en lang række sorter; men der findes også artshybrider (krydsnin­ger), hvis ophav er vanskeligt at kon­statere. De bedste havesorter er føl­gende:

'Avalanche, 2 m høj med opret vækst, korsformet krone og fin duft. Rigt­blomstrende.

'Beauclerc', 1,5 m høj, kraftig vækst. Hvide, halvfyldte blomster med rødlig basis. Duften ubetydelig.

'Belle Etoile', måske den bedste sort til mindre haver. Tæt vækst, kun 1,5 m høj, Blomsterne er klokkeformede, hvide med en purpurfarvet plet ved basis af kronbladene. Svag duft.

'Bouquet Blanc' bliver 2 m høj. Blom­sterne er tæt fyldte, sidder 7-9 sam­men, er mælkehvide og udvikles i stor mængde. Middelstærk duft.

'Enchantement' er en opret busk med lange, tæthårede skud. Sen blomstring med smukke, tætfyldte blomster med let duft.

'Etoile Rose' er en opret, men ganske lav busk på højst 80 cm med store, klokkeformede blomster, som ved ba­sis er karminrosa, men blegere ud mod kronbladenes spidser. Behagelig duft.

'Girandole' har en uskøn, riset vækst, med mange blomster allerede på unge buske. Blomsterne er mælkehvide og fyldte. Middelstærk duft.

'Manteau Hermine' bliver kun l m høj. Væksten er tæt og rund, blomster­ne mere eller mindre fyldte, rent hvi­de, men med rødt skær på knoppernes yderside. Ingen duft.

'Mont Blanc' er en kendt sort, der bliver 1 m høj. Den er ualmindelig rigtblomstrende med rent hvide, kors­formede blomster, der har en næsten bedøvende duft.

'Norma' er meget rigtblomstrende med enkle eller halvfyldte, hvide blomster med svag duft.

'Virginal' er kraftigvoksende med fyld­te, rent hvide blomster med kraftig duft.

'Voie Lactee' har en kraftig vækst med oprette, i spidsen overhængende gre­ne. Blomsterne er mælkehvide, fladt skålformede og med svag duft.

Figentræet danner et lille træ eller en stor busk med kraftige grene og en flad top. Barken er glat, ofte hvidlig eller lysegrå. Bladene er store, stilkede, håndlappede og grønne.

De enkelte blomster ser man ikke noget til. Under blomstringen sidder de godt skjult i et hulrum, dannet af den tykke blomsterbund, som er svul­met op, så den omslutter blomsterne. Hulrummet har modsat stilkenden en åbning, som er beskyttet af nogle stive skæl.

Der findes to frugter og to hunblom­ster og en hanblomst. Den ene frugt kaldes »caprificus« (gedefigner). I den forreste del af blomstergemmet er der hanblomster , og bag disse sidder der hunblomster med en kort griffel og uden noget veludviklet støvfang. De kan ikke befrugtes. Disse hunblomster kaldes» galleblomster«.

I den anden frugt findes kun hunblom­ster , som er fuldt udviklede med en lang støvvej.

Blomstringen begynder tidligst i capri­fignerne, som på den tid besøges af en lille snyltehveps (Blastophaga grossa­rum). Hunnerne lægger deres æg i galleblomsternes frugtknuder, og her udvikles en ny hvepsegeneration. På vej ud fra udklækningsstedet må de unge hvepse passere forbi hanblomsterne og får derved blomsterstøv på sig. Så snart hvepsene er kommet ud i det fri, opsøger de den anden slags blomster og fører derved støvet over til de udviklede hunblomster. Da disse hunblomster har en lang griffel, kan hvepsehunnerne ikke nå ned til frugt­knuderne med læggebrodden, og der sker ingen opformering af hvepsene der.

Efter at blomsterne er bestøvet, vokser blomsterbunden og bliver rundagtig eller pæreformet. Ved modning bliver fignerne blålige, rynkede og begynder at sprække. Capri-frugterne udvikler sig ikke og kan ikke spises.

De to slags frugtstande udvikles på hver sine træer.

Her i landet findes den lille galhveps ikke, men frugtknuderne udvikler sig uden befrugtning; de er imidlertid frøløse.

Blomsterstandene udvikler sig i blad­hjørnerne, dels på den yderste del af fjorgammelt ved, dels sommeren igen­nem på de unge skud.

De frugter, som udvikles på fjorgam­melt træ, vil normalt kunne modne samme år, men frugterne fra årsskud­dene må som regel overvintre og mod­ne følgende sommer.

Figentræet skal have en lun plads for at udvikle frugter her i landet.

Dyrkning: Figentræets højde er her i landet især afhængig af plantestedet, men også af, hvor mange milde vintre vi kan have i træk, hvor der ikke sker tilbagefrysning.

Figentræet bør have en ret kraftig jord i god gødningskraft, og stedet skal være veldrænet.

Med hjemsted i kystegnene ved det østlige Middelhav kræver figen en lun vokseplads. Den lykkes bedst i vore mildeste kystegne, og Bornholm synes at have det bedste figenklima.

Det bedste plantested er op ad en sydvendt mur, hvor figentræet kan ud­vikle sig til en busk.

Figentræet kan også espalieres op ad muren, men da træet under gode for­hold vokser kraftigt til efter beskæring, skal det have god plads til alle sider. Beskæringen af figentræerne foretages bedst tidligt på vinteren og bør hoved­sagelig ske som en udtynding af grene­ne. Bliver vinteren streng, kan det blive nødvendigt at fjerne frostskadede dele, så snart vinteren er forbi. Ved espalieravl vil det desuden blive nød­vendigt med nogen sommerknibning, for at espalieret ikke skal blive et virvar. Knibningen sker over skudde­nes 5. blad.

Ved vinterens begyndelse må man dække den nederste del af træet om­hyggeligt med blade eller tørvestrøelse eller et andet tørt dækmateriale. Senere på vinteren kan det blive nød­vendigt at dække hele planten med halmmåtter eller sækkelærred. En espalierplante er lettere at vinterdæk­ke med halmmåtter end en fritvoksen­de busk.

I Middelhavslandene udvikler figenplanterne sig til store træer med en flad krone. Her et pragteksemplar fra øen Ibiza.

Drivning: Har man plads i et drivhus, vil det være en fordel at placere figen­træet der, så at frostskader undgås og frugterne får bedre udviklingsmulighe­der. Kan man undgå, at vintertempe­raturen falder til under , vil det være muligt at høste gode figner fra fjorgammelt træ sent på efteråret, og frugterne fra sommerskuddene vil modne tidligere end på friland. Figen­træet optager megen plads i drivhuset, og under gode, varme vilkår vil espa­lieret blive vanskeligt at styre.

Baljeplante: Figen kan dyrkes som baljeplante, der tilbringer vinteren i hus og som flyttes ud på friland om­kring 1. juni.

Formering: Formering kan ske ved frø, og det kan lykkes at fremskaffe planter ved at så frø fra de tørrede julefigner i potter og lade disse stå ved en temperatur på 20-. Ved frøformering må man være forberedt på, at nogle af planterne kun vil bære caprifigner.

Figentræet formeres lettest ved aflæg­ning eller ved stikning. Aflægning sker ved, at man tidligt på foråret bøjer grene ned i 10- dybe render i jorden og kroger dem fast. Efterhån­den som skuddene fra disse grene vokser frem, dækkes den nederste del med jord. Skuddene danner rødder i løbet af sommeren, og den gamle gren og de unge planter kan flyttes om efteråret.

Stiklingerne tages ved beskæringen om efteråret. De skal være 8-1Z cm lange og tages af årsskuddet, som skæres med hæl eller et lille stykke fjorgam­melt træ. Stiklingerne opbevares frost­frit i fugtigt sand vinteren over og stikkes i februar i sand ved 20- undervarme. Stiklingerne slår rod i løbet af ca. 5 uger. Når stiklingerne har dannet rødder, pottes de i forholdsvis store potter med en kraftig og nærings­rig jord.

Rodskud er ikke ualmindelige hos figentræer; de kan graves op og plantes ud.

Sygdomme og skadedyr: Figentræet kan angribes af bladlus og spindemi­der, som bekæmpes ved sprøjtning. Frugterne kan ved langvarigt fugtigt vejr angribes af gråskimmel.

Sorter:

'Bourjasotte Grise' med stærkt duggede, rødbrune frugter er en af de mest delikate.

'Brun Tyrkisk' med pæreformede cho­koladebrune frugter er hårdfør her i Danmark.

'Brunsvig' har ægformede frugter med grønhvidt frugtkød. Kraftig og hård­før.

'Negro Largo', som i danske plante­skoler sælges under navnet 'Precoso de Dalmatie', har pæreformede, sorte frugter.

'Hvid Ischia' er velegnet til drivhus; den har topformede, hvidlige frugter med sød smag. Kan i drivhus give 3 afgrøder om året. Ikke hårdfør.

Hortensia har en begrænset levetid i stuen. Men den er god at forære væk som en hilsen om foråret og sommeren. Når den har gjort fyldest indendøre, kan man have glæde af den i flere år i haven. Stilles den kø­ligt i hvileperioden, kan den godt blive i sin potte og blomstre igen det følgende år.

Botanisk er der uenighed om, hvor den hører hjemme i systemet.

Nogle mener, den hører til saxifragaerne, andre at den bør have sin egen slægt. Hydrangea macrophylla er den art, vi dyrker som stueplante. Den kom fra Japan hertil i 1790. Blomsterne er for størsteparten sterile - de sætter ikke frø; de sidder i store, runde skærme. Planten er meget tolerant, men den vil øjeblikkelig hænge, hvis den mangler vand. Til gengæld retter den sig straks, når den vandes. Lad den dog ikke tørre for ofte, da det vil svække den og øge risikoen for, at den ikke retter sig.

Hortensias blomster er fra naturens side lyserøde, men tilsætter man vandingsvandet lidt aluminium sulfat (alun), vil de blive smukt blå, men de vil hurtigt igen blive røde, hvis man holder op med at tilsætte alun. Der findes også hvide varieteter. De såkaldte »Lace Cap«-variete­ter er meget smukke, især de hvide. De har fladere blomsterstande, og den yderste blomsterkrans springer ud, mens de inderste stadig er i knop og ligner et elegant kniplingsmønster.

Hortensia købes almindeligvis, når knopperne viser farve. Vælg en velformet plante uden knækkede grene og med kraftigt grønne blade.

Billede øverst: De tunge blomsterstande hos unge hortensiaplanter kan behøve støtte af en pind. Blomsterne er lyst grønne i udspring.

Blomsterne hos Hydrangea macrophylla kan farves blå ved vanding med alun.

Den fornemme »kniplingskyse«-varietet, »La­narth White«.

STØRRELSE: Som potteplanter bli­ver de ca. høje og lige så brede. I haven bliver de over l m både i højde og bredde.

VÆKST: Stiklinge sat om foråret kan blomstre det følgende år.

BLOMSTRING: Indendørs fra april til juni. I haven fra juni til august.

DUFT: Ingen.

LYS: De skal have meget lys, da bla­dene ellers bliver gule. Må ikke stå i direkte sol for ikke at tørre ud.

TEMPERATUR: Almindelig stuetem­peratur under blomstringen. I vinter­hvilen omkring 7°C. Øg temperaturen til ca. 13°C i februar, når man ønsker væksten i gang. Højeste indetempe­ratur om sommeren 20°C.

VANDING: Holdes konstant fugtig under vækst og blomstring. Som stueplante stilles den i en spand vand hver anden dag i ca. 10 minutter, of­tere hvis den hænger. Om vinteren i hviletid holdes den ret tør, vandes kun hver tiende dag. De blå variete­ter må have kalkfrit vand.

GØDNING: Flydende gødning en gang om ugen under vækst og blomstring.

LUFTFUGTIGHED: Douch daglig om sommeren; især vigtigt når den skyder.

RENGØRING: Sprøjtningen er tilstrækkelig. Brug ikke bladglans.

STUELUFT: I blomst kan den i kortere perioder tåle almindelige stuefor­hold.

JORD: Kalkfri, næringsrig, spagnum­holdig pottejord. Surhedsgraden har stor indflydelse på blomsterfarven.

OMPOTNING: Lige efter blom· string. Husk dræn, for selvom det er tørstige planter, bryder de sig ikke om at stå i vand. Store planter i pot­ter kan klare sig med en topdressing.

BESKÆRING: Enten den står i potte eller på friland, bør den beskæres ef­ter blomstringen. Skær den tilbage til 2 bladpar af nyvæksten. Denne kendes let på, at de nye skud er grønne og urteagtige. De gamle er træagtige.

FORMERING: De øverste 10- af det afskårne kan bruges som stik­linge. De sættes i groft sand blandet med lidt spagnum. Holdes fugtige og ved 13-16°C.

LEVETID: I potte holder de nok højst 3-4 år. Det er bedst at forny ved stiklinge. I haven er de derimod langli­vede.

SELSKABSPLANTER: De er nok køn· nest alene, men kan selvfølgelig plantes sammen med grønne plan. ter, for der i en kortere periode at give farve.

LET / VANSKELIG: Må betragtes som en gæst i dagligstuen, men kan stilles på friland om sommeren. Let at holde i groning, men ikke så nem, hvis man udelukkende har den i stuen.

Ompotning

1. Pot om efter afblomstring. Gennemvand.

2. Klargør et nummer større potte med drænlag og et lag fugtig, spagnumholdig kompost. De blå varieteter må have kalkfri jord.

3. Hold den gamle potte med den ene hånd og støt kom­posten med den anden, bank potteranden til klumpen løs­nes.

4. Uden at beskadige rødderne fjernes gammel jord med en pind eller blyant.

5. Stil planten i midten af den ny potte.

6. Fyld op med frisk kompost, så alle rødder dækkes. Pres komposten sammen. Stil den skygget og uden vand i 2 dage. Det vil fremme rodudviklingen.

Stiklinge

1. Tag skudspidsstiklinge efter blomstringen. Tilbered en potte med drænlag og kompost af lige dele spagnum og sand.

2. Tag et skud med mindst 2 par sunde blade og en ende­knop. Skær den af ved sit udspring. Den skal være 10-15 cm lang.

3. Tilskær stiklingen lige under 2. bladpar.

4 Fjern det nederste bladpar.

5. Dyp snitfladen i hormonpud­der og ryst det overskydende af.

6. Lav huller i komposten langs potteranden med en pind el­ler blyant.

7. Sæt stiklingene, så de hviler på bunden af hullerne, og bladene er fri af komposten.

8. Gennemvand og dæk med plasticpose holdt oppe af en bøjle. Fjern posen 5 minutter hver dag, men lad aldrig komposten blive tør. Efter 3 uger fjernes posen, og når væksten er i gang pottes op som normalt.

Vanding

Hortensia skal have meget vand. Hænger så snart de er tørstige. Vand dem, før de når dette stadium.

Stil dem i en spand med vand tillige under potteranden. Lad dem stå i 1/2 time og derpå dryppe af

Beskæring

Skal planten holde flere år i stuen, må den skæres tilbage til 2 blad par på hver gren efter afblomstring.

Hvad gik galt?

1. Planten hænger. Alvorlig vand­mangel. Stil den i en spand i ½ time, lad den dryppe af og anbring den halvskygget.

2. Gule blade. Lysmangel. Stil den lysere.

3. Nyvækst gullig. De ældre blades ribber er grønne. Klorose forår­saget af kalkholdigt vand. Vand med 2 ‰ (to promille) jernsulfat og brug for fremti­den kalkfrit vand eller regn vand.

4. Planten sætter ikke nye skud ef­ter afblomstring. Jorden ud­pint. Trænger til ompotning eller gødning.

5. Blå blomster bliver lyserøde.

Vand med alun; naturligvis kun, hvis man foretrækker de blå blomster.

6. Brune pletter på blade. Svamp. Sprøjt med et svovlholdigt svampemiddel.

7. Gule blade med spind på under­siden. Rødt spind.

Sprøjt med olie- emulsion eller rnala­thion.

8. Unge blade misdannede og klæb­rige, grønne insekter. Bladlus.

Sprøjt med pyrethrum.

Hjertetræ (Cercidiphyllum) er et pragtfuldt træ til mindre haver, bedst på fugtig jord. Hjertetræ er et elegant lille træ, som bør plantes overalt i større og mindre haver, hvor der blot findes tilstrække­lig fugtig jordbund. Træet hører hjem­me i Kina og Japan, hvor det kan blive indtil højt. I Japan kaldes det katsura-træ og er meget anvendt som møbel- og laktræ. Det botaniske navn hentyder til løvets lighed med bladene hos Cercis (judastræ), og det danske navn hentyder til de hjerteformede blade.

Hjertetræ er i reglen flerstammet og udvikler sig hos os oftest til en kraftig busk. Kronen er bredt pyramideformet med vifteformede grene. Barken er gråbrun med lange barkflager. Blade­ne er ægformede med hjerteformet basis, i udspring lysende karminrøde, om sommeren med blågrøn overside og hvidlig underside, om efteråret med et pragtfuldt spil af høstfarver, der spænder fra matgul over karminrød og skarlagen til violetrød. Farvespillet er rigest på forholdsvis tør jord, men her indtræffer også løvfaldet tidligere end på normalt fugtig jord. De faldende blade udspreder en sødlig, jordbærag­tig duft.

Hjertetræ er tvebo med ret uanselige blomster, der mangler kronblade og bestøves ved vindens hjælp. Blomstrin­gen sker før eller under løvspring.

Blomsterne sidder i store mængder i bladhjørnerne på flerårigt ved; han­blomsterne har hængende, røde støv­dragere med grå og gule spidser, og hunblomsterne har violetrøde grif­ler, der virker som et fint mønster af filigran. På hun plan terne udvikles hen på eftersommeren de få cm lange, kortstilkede bælgkapsler , som hver in­deholder en stor mængde små hvidlige frø.

Vækstkrav: I Østasien indgår hjertetræ i blandede løvskove på dybmuldet skovjord i dale og i kløfter ved små bjergbække eller andre vandløb. Træet er hårdført hos os og trives, hvor der blot er tilstrækkelig fugtighed.

Pleje: Formering sker ved frøudsæd om foråret i drivbænk eller ved urteag­tige stiklinger, som stikkes under glas ved en temperatur på ikke under . I reglen forhandler planteskolerne store klumpplanter , som hurtigt vokser til i haven. Hjertetræ skal have næ­ringsrig jord og bør under væksten gødes med en blandingsgødning. Selv på fugtig jordbund bør der vandes i tørre perioder, så at væksten ikke går i stå eller bladene får brune rande af tørken. Træet trives bedst i halvskygge mellem letløvede træer. Beskæring fra­rådes; men gamle træer kan lettes ved en forsigtig udtynding helt fra basis.

Anvendelse: I større områder vil små »lunde« af hjertetræ danne charme­rende  partier med vekslende farvespil i løvet sommeren igennem. I mindre haver er hjertetræ et fint solitærtræ på plænen, nær havens vandparti eller i atriumhaven. Hvor hjertetræ skal ind­gå i større plantninger, kan rød løn (Acer rubrum), kamtjatkabirk (Betula ermanii, manna-ask (Fraxinus ornus), japansk kirsebær (Prunus) samt for­skellige ege-arter (Quercus) anbefales som naboplanter.

Arter:

Almindeligt hjertetræ (Cerci­diphyllum japonicum) er den mest an­vendte art og findes til salg i de fleste planteskoler. Det største træ i danske plantesamlinger er formentlig et højt hjertetræ i Sorø Akademihave. Andre store træer kan ses i Fileten i Farum Lillevang, Forsthaven i Århus og Enrum Park ved Vedbæk.

Cercidiphyllum magnificum hører hjemme på den japanske ø Honshu. Den har oftest kun en stamme. Den adskiller sig fra den almindelige type ved større blade med let rynket over­flade og en grøn bladstilk; almindeligt hjertetræ har rød bladstilk. Dens løver bronzefarvet i udspring, men høstfar­ven indskrænker sig til svage, gullig­grønne farvetoner.

Sødmandel danner et lille løvfældende træ med en rund krone af spinkle grene. Bladene er elliptiske med lang spids og fint savtakket bladrand. Blomsterne er rosa og 2,5-5 cm i diameter; de sidder enkeltvis eller to og to sammen på ret korte stilke. Blomstringen er meget tidlig (marts-­april), og blomsterne ødelægges let af frost eller dårligt vejr med temperatu­rer lige over frysepunktet. Frugten er en stenfrugt med tyndt, næsten læder­agtigt kød, dækket af grøngul hud, der på solside n får en rødlig kind omtrent som hos fersken, Til forskel fra næsten alle andre frøkerner fra denne slægt er sødmandelens kerner ikke bitre og udvikler ikke den farlige gift blåsyre ved knusning. Her i landet skal man ikke forvente at få modne frugter, selv om blomsterne ikke er blevet ødelagt tidligt på året. Vore somre synes ikke at være varme nok til en tilfredsstillen­de udvikling.

Mandeltræet blomstrer meget tidligt på året, længe før løvspring, og lyser op med sine lyserøde blomster.

De vigtigste dyrkningsområder er de frostfrie egne omkring Middelhavet, i Lilleasien og i USA.

Mandelfrugten er botanisk en stenfrugt; kødet er nærmest læderagtigt.

Når mandeltræerne blomstrer på Mallorca, ser hele øen ud, som var den dækket af sne.

Pleje: Mandel formeres ved podning på grundstammer af fersken; men frø­udsæd og stiklinger kan bruges. Vil man forsøge med frø, skal man bruge mandler, som ikke er knækkede, og de skal være fra efterårets høst, når der sås om foråret. Mandeltræer bør plan­tes i en ret kraftig jord, som skal være veldrænet og have et reaktionstal lidt over det neutrale; ellers stiller det ikke særlige krav til gødskning o.lign. Træet plantes et sted, hvor det samtidig be­skyttes mod vinterens frost og udtør­ring af grenene og mod for megen lunhed om foråret, som kan sætte blomstringen i gang for tidligt.

Varieteter: Krakmandel (Prunus dulcis var. fragilis), hvis kerne har en tynd skal, og bittermandel (Prunus dulcis var. amara), hvis kerner er bitre og indeholder blåsyre. I de lande, hvor mandeltræet dyrkes, findes flere have­former.

Se desuden artiklerne Mandelfersken og Rosenmandel.

Ranunkel er afledt af latin rana = en frø; man mener, at slægten har fået dette navn, fordi de fleste af arterne trives godt på sumpede steder. Slægten omfatter ca. 300 arter; spredningen er så stor, at den rummer såvel almindelig vandranunkel (Ranunculus aquatilis), som vokser under vand, og isranunk­len (Ranunculus glacialis), den blom­sterplante, der vokser højest oppe i de europæiske bjerge, i over 4000 m's højde. I den danske natur har vi adskil­lige ranunkelarter, »smørblomster« (se denne artikel); navnet er træffen­de, for de er alle glinsende smørgule. Blandt de dyrkede arter er der hvide, orange, røde og grønlige blomster. Alle ranunkelarter indeholder giftstof­fer, især under og efter blomstringen; giftstofferne nedbrydes, når man tør­rer de grønne plantedele til hø. Gift­stofferne er fortrinsvis alkaloider som anemonin og protanemonin. En en­kelt art, giftranunkel (Ranunculus tho­ra), indeholder så meget giftstof, at man i oldtiden pressede saften ud af rødderne for at bruge den som pilegift. Her i landet har man tidligere anvendt saften af vorterod (Ranunculus ficaria, se artiklen Vorterod) mod vorter; den er formentlig uvirksom, skønt den kan give en brændende fornemmelse i huden.

Vækstkrav: Ranunkler deles i fire grupper: sump- og vandplanterne, der kræver åbent vand eller en bund så fugtig, at de kun kan dyrkes i en have, hvor man har en naturlig sø eller et vandløb eller er parat til at ofre et passende anlæg; stenbedsplanterne, hvoraf nogle må betegnes som liebha­verplanter, mens andre er letdyrkelige, skønt de i reglen kræver ret megen skygge og fugtighed; haveranunklerne, der kun omfatter en art, Ranunculus asiaticus, som er uhyre sortsrig med overvejende fyldte blomster i flere far­ver, men ikke er hårdfør nok til at overvintre på friland, hvorfor man må optage og opbevare rhizomerne inden­dørs vinteren over; og endelig staudebedsranunklerne, som omfatter de en­kle, ret høje, småblomstrede arter, der egner sig fortrinligt til en skygget plads med humusrig jord i staudebedet og samtidig er glimrende til afskæring.

Formering: Ranunkler formeres let ved deling eller frø, helst i fugtig jord umiddelbart efter, at man har høstet det modne frø. Vorterod formeres ved yngleknopper, som findes i de nederste bladhjørner. Vandranunklen formerer sig i reglen ved selvsåning i vand.

Pæonblomstrede haveranunkler i mange nuancer af gult og rødt.

Arter:

Almindelig vandranunkel (Ra­nunculus aquatilis) kan vokse i både stillestående og rindende vand, der dog helst skal være svagt surt, men rigt på næring. Blomsterne er store og hvide, og den har lappede flydeblade. Undertiden når blomsterne aldrig op til overfladen og åbner sig derfor ikke; det udlignes ved, at de er selvbestøven­de.

Langbladet ranunkel (Ranunculus lin­gua) er en sump- eller vandplante, som findes i den danske natur. Den har ægformede grundblade og lange, lan­cetformede stængelblade. Blomsterne er meget store og glinsende guldgule; de sidder på 50-100 cm høje, trinde stængler og fremkommer midt på som­meren.

Stenbedsplanter

Alperanunkel (Ranunculus alpestris) har små, blanke, langstilkede, grønne blade og ca. 2 cm store, hvide blom­ster. Den bliver kun 5-10 cm høj og kræver en fugtig vokseplads på nordsi­den af stenbedet, hvis den skal lykkes. En lidt vanskelig liebhaverplante.

Bjergranunkel (Ranunculus monta­nus) kommer fra Alperne og Pyrenæ­erne, hvor den mest findes på bjergen­ge. Den har skinnende guldgule blom­ster på 15-30 cm høje stængler midt på sommeren. Den trives bedst på en noget fugtig, lerholdig jord. Sorten 'Molden Gold' er den mest værdifulde.

Græsbladet ranunkel (Ranunculus gramineus) stammer fra Middelhavs­området, men trives udmærket hos os og er især velegnet til stenbedet. Den har græslignende grønne blade og ly­sende gule blomster på 20-40 cm høje stængler i maj-juni.

Isranunkel (Ranunculus glacialis) er en henrivende, krybende ranunkel, der blomstrer i højbjergene, så snart sneen smelter. Isranunkel er en lille bitte plante, der hører hjemme i Alperne og de arktiske egne. Bladene er kødfulde og blomsterne hvide eller lyserøde. Blomstrer i juni-august.

Knoldranunkel (Ranunculus bulbosus) har en opsvulmet knold på den neder­ste del af stænglen lige over jorden. Den har gule, skinnende blomster i maj-juni.

Ranunculus arendsii er en vellykket krydsning mellem Ranunculus am­plexicaulis og Ranunculus gramine­us. Den har meget store, lysegule blomster, der efterhånden bliver næ­sten hvide. Højden er ca. 15 cm og blomstringstiden maj. Den er velegnet på stenbed.

Spansk ranunkel (Ranunculus am­plexicaulis) er ligeledes en bjergplante, men betydelig nemmere i kul­tur og dertil en af vore smukkeste stenbedsplanter med store, hvide blomster i maj-juni. De grønne blade er bredt lancetformede og omfatter stænglen forneden.

Haveranunkler

Haveranunkel (Ranuneulus asiaticus) stammer fra Lilleasien og Iran. Des­værre kan den ikke overvintre på fri­land hos os, så man må plante de tykke, kødede rødder om foråret, helst i væksthus eller drivbænk, hvorfra man kan udplante dem på friland sidst i maj eller først i juni, når der ikke længere er risiko for nattefrost. Haveranunkel blomstrer sidst på sommeren med sto­re enkle, dobbelte eller helt fyldte blomster i mange røde, gule, hvide og orange nuancer. Blomsterstilken er 20-40 cm høj, og de grønne blade er trelappede. Om efteråret må man op­tage rødderne, som skalovervintres tørt og frostfrit. Man skelner mellem tyrkiske, persiske, franske og pæon­blomstrede haveranunkler; men for­skellene er ikke store. De persiske har dybere indskårne løvblade end de tyr­kiske, og de franske har dobbelte blomster. De stærkt fyldte pæonblom­strede er dog efterhånden langt de almindeligste.

Staudebedsranunkler

Ranuneulus aeonitifolius, der stammer fra de mellemeuropæiske bjergegne, har fået sit navn efter de mørkegrønne, håndfligede blade, der til forveksling ligner bladene af stormhat (Aeoni­tum). Den bliver 50-70 cm høj og bærer mange små, hvide blomster på de stærkt forgrenede stængler; men stort set dyrker man kun den fyldte form, som kaldes sølvknap. Den er lige velegnet til afskæring og i staudebedet, hvor den foretrækker en humusrig, noget fugtig jord og halvskygge. Blom­sterne fremkommer fra maj til juli.

Ranuneulus aeris (bidende ranunkel) er med sine guldgule blomster et vel­kendt syn i maj på enge og fugtige marker; dyrene undgår den, fordi den har en skarp, bidende smag p.gr. af sit store indhold af anemonin. Den er et almindeligt ukrudt i græsplænen, og den er anvendelig i blomsterengen. Mere anvendelig til havebrug er dog den fyldte form (Ranuneulus acris 'Multiplex'), som under navnet guld­knap dyrkes til afskæring og i staude­bedet, fortrinsvis i halvskygge og på en noget fugtig, humusrig jord. Den blomstrer fra maj til juli med efterblomstring i september.

Se også artiklerne Smørblomst og Vor­terod.

Om efteråret hænger pakker med tulipanløg side om side i supermarkederne, men hvis du vil have et større udvalg, eller hvis du vil vælge selv blandt løse løg - hvilket gør dem billigere - må du en tur på planteskole eller i et havecenter. Er du ude efter en speciel sort, eller skal du bruge store mængder, betaler det sig at bestille løgene, evt. fra en specialist, i god tid. Når du selv vælger løg, så tag de bedste. Kig efter store, tunge løg, helst 11 eller 12 cm - jo større løg, jo større blomst. Det brune lag yderst (skællene), der beskytter løgene, skal være så helt som muligt. Lad udtørrede løg ligge. Det samme gælder løg, der virker kridtagtige eller ser ud, som om de har dråber af brun lim på sig - sidstnævnte er tegn på, at de har været i kontakt med "surt" råd. Men den overfladiske blå mug, der sidder på skællene, er ikke noget problem, så længe løgene er sunde - gnid muggen af, og opbevar løgene tørt, til du skal lægge dem.

Køber du pakker med løg, så åbn dem, så snart du kommer hjem, og fjern eventuelle inficerede løg. Opbevar løgene, bredt ud på et plastic- eller metalnet, på et køligt, tørt og mørkt sted, til de skal lægges. (Nogle mennesker får voldsom kløe af at røre ved tulipanløg, så tag handsker på, hvis du har følsom hud. Tulipanløg er giftige at spise, så opbevar dem utilgængeligt for børn.)

At købe tulipaner i potter

Urtepotter med tulipaner, hvis knopper lige lader farven ane, er et fristende syn om foråret. Fordelen er, at de er kommet uskadt gennem vinteren og helt sikkert vil blomstre. Og om foråret kan man præcis se, hvor der er brug for lidt ekstra farve. Men medaljen har en bagside: Du kommer til at betale meget pr. løg, og udvalget er begrænset. Kvikke haveejere klarer dette ved at lægge løg i potter om efteråret, så de er klar til udplantning, når det bliver forår.

Plantning - hvornår og hvordan

Næsten alle forårsblomstrende løgvækster skal lægges om efteråret, men tulipaner er en undtagelse: De kan lægges fra midt på efteråret til den tidlige vinter. Sen plantning giver stadig et imponerende blomsteropbud, og blomstringen vil kun være en uge eller to kortere sammenlignet med løg, der blev lagt tidligere på efteråret. Det ideelle tidspunkt er midt til sidst på efteråret. Gøres det tidligere, er bladene, når de spirer om foråret, sårbare over for svampesygdomme og frostskader.

Tulipanløg skal helst lægges dybt - en dybde på 10 cm er minimum, og 15 cm er bedre. Lægger du løgene endnu dybere (20- 25 cm), kan du lade dem blive i jorden og plante sommerbedet ovenpå. Nogle gange lader det sig ikke gøre at plante dybt - eksempelvis hvis muldlaget er tyndt, eller hvis du har i hundredvis af løg, der skal lægges, og ikke meget tid. I så fald rækker det med en plantedybde på 5-8 cm, hvis du kun vil behandle tulipanerne som etårige.

En såkaldt løgplanter eller en stor plantepind lavet af et gammelt træskaft fra en spade, gør plantningen hurtigere og nemmere, end hvis du bruger en planteske. Skal du lægge mange løg eller lægge dem i en græsplæne, anbefales en løgplanter med langt skaft. Alternativt kan du skære plænen op med en skarp spade og rulle græsset tilbage. Kun få løgplantere går dybt nok ned til løg, der skal blive i jorden i årevis. Skal de det, må du bruge en spade.

Det rigtige sted

Så længe løget ikke rådner i vandlidende jord i løbet af vinteren, er du stort set sikker på at få en tulipan, uanset jorden eller stedet. En plads med lys fra alle sider vil producere mere lige stilke, hvilket er vigtigt for de høje sorter, mens blomsterne holder længere på en beskyttet plads.

Men hvis du gerne vil have løgene i flere år, bliver den rigtige placering meget vigtigere. Tulipaner trives bedst i veldrænet jord på et sted, der er varmt og tørt om sommeren, når løgene er i dvale - det vil sædvanligvis sige en solrig placering, men de kan også tåle delvis skygge. Har du problemer med våd jord, kan du måske forbedre dræningen ved at grave havekompost eller grus ned, men der skal store mængder til, så overvej i stedet for at dyrke tulipaner i hævede bede med veldrænet topmuld eller i krukker og kummer.

Bede og rabatter

Vælg et solrigt sted i bedet, jo længere tilbage, jo bedre, så de voksende stauder skjuler tulipanernes visnende blade. Fordel løgene lidt tilfældigt, enten i grupper på 20 eller mere, hvis du vil have en farveplet, eller i klynger, der snoer sig ind og ud mellem andre planter.

Lavet hul, og læg et løg i det med spidsen opad. Kom jorden oven på løget igen, og tryk den godt sammen med hænderne. Skal løgene lægges i lag, graves med en spade et hul, der er 20 cm dybt og 1 meter på hver led. Læg det første lag løg, dæk med jord, og læg derefter det næste lag, og så fremdeles.

Når du skal anlægge et bed med udplantningsplanter, så afmærk området og placer først udplantningsplanterne med 30 cm's mellemrum - dog kun 15 cm mellem små planter og dværg sorter. Plant planterne og derefter tulipanerne, sædvanligvis med 15 cm's mellemrum.

Rækker

En lige række tulipaner, der står opmarcheret, tager sig flot ud i et stramt havedesign, især hvis man har et smalt bed langs en stedsegrøn hæk eller en mur. Dyrkning i rækker er også en god ide, når tulipanerne dyrkes som snitblomster, hvilket kan ske i køkkenhaven. Vil du gerne dyrke tulipaner som snitblomster, er triumph- og darwin-hybriderne dem, der bruges kommercielt, men overvej også de mere usædvanlige eller dyre muligheder, fx de liljeblomstrende, viridiflora- eller papegøjetulipanerne. Undgå jord bårne sygdomme ved at lade tulipanerne indgå i et treårigt sædskifte - tulipaner trives i jord, hvor der året før har været kartofler.

Skal tulipanerne dyrkes i række, afmærkes en lige række ved hjælp af en snor. Graven rende på mindst tre gange løgets højde, og læg løgene med lige store mellemrum, 5-15 cm, alt efter sort. Dæk løgene med jord, og tryk jorden sammen med foden. Sæt et lille skilt med navnet på sorten.

Pleje

Der kræves ikke den store indsats, når løgene er lagt, bortset fra vanding, hvis jorden er meget tør, medmindre du har problemer med mus, egern, skadedyr eller sygdomme (se - Tulipanproblemer), eller hvis løgene også skal blomstre de følgende år. Hvis det er tilfældet, og vinteren har været meget våd, og hvis du har veldrænet jord, så tilsæt gødning, når tulipanerne begynder at vokse. Brug en N-P-K-gødning, der har et lavt kvælstof-, men højt kaliindhold, i det tidlige forår, eller en tomatgødning en gang om ugen efter blomstringen, til bladene er visnet. Hvis jorden er næringsrig, kan du undlade at gødske. Fjern visne blomster straks, så plantens energi føres tilbage til løget.

Tag løgene op, når bladene er visnet. Lad dem tørre, og børst jorden af dem, før de lægges til opbevaring et sted med god udluftning, til de skal lægges igen til efteråret. Er bladene endnu ikke visnet, før tulipanerne må vige for udplantningsplanter, kan du enten flytte dem til et andet sted i haven, så bladene kan visne videre, eller du kan lade løgene tørre og lægge dem til opbevaring.

Plantning i krukker

Krukker og potter bør være mindst 30 cm på tværs og i dybden, selvom 20-25 cm er nok til vildarterne. Tulipanerne plantes normalt tættere end i et bed, så de bør kasseres hvert år. Brug i så fald den pottemuld, du normalt foretrækker. Læg et lag potteskår over drænhullerne og et ca. 10 cm tykt lag kompost ovenpå. Læg tulipanløgene, begyndende i midten; de må gerne ligge tæt, men ikke røre hinanden. Dæk dem med kompost, så spidserne netop er synlige. Plant derefter underplantningen (eller endnu et lag løg), og fyld denne gang også ud langs pottens kant. Kom mere kompost på, så det når 2,5 cm under kanten, tryk jorden sammen, og vand godt. Vand regelmæssigt, når bladene begynder at vokse. Hvis løgene skal genudplantes i haven, skal de have flydende gødning, når bladene for alvor vokser, og igen når knopperne begynder at dannes.

--

Phoenix er det gamle græske ord for daddelpalme. Dadlerne hører til palme-familien og udgør en slægt på ca'-10 arter, som kommer fra Afrika og det tropiske Asien.

P. canariensis blev introduceret fra de Kanariske Øer i 1888. Den kan blive høj, og dens sylespidse blade er stive og kan være ubehagelige, så den er derfor kun for folk med god plads. Det er en smuk plante, hvis den trives. Den egner sig som blikfang i enhver vinterhave eller varm terrasse om sommeren. Den ligner P. dactylifera, den ægte daddelpalme, som bliver endnu større, men med færre småblade.

Der findes en miniature fønikspalme, P. roebelinii, som er en pygmæpalme. Den har en mere busket vækst, blødere blade og bliver sjældent over høj.

Bortset fra den lille P. roebelinii egner disse palmer sig kun som stueplanter, mens de er unge og små. P. canariensis og P. dactylifera er nærmest en slags træer, der med alderen stammer sig op. Men da de vokser langsomt, tager det lang tid, før de bliver for store. De ynder ikke centralvarme, fordi de må have en kølig periode om vinteren og god ventilation om sommeren. I en normalt opvarmet stue vil de sætte nye blade hele året, og i takt hermed dør de nederste blade. Det vil svække dem og gøre dem mere modtagelige for insekter, både skjoldlus og uldlus.

Vælg smukt formede palmer med tegn på vækst. De nederste blade må hverken være brune eller tørre.

Billede øverst: Phoenix canariensis.

Daddelpalmer er flotte planter, som er temmelig lette at dyrke. hvis de blot får en kølig periode om vinteren.

Phoenix roebelinii, dværgdaddel palmen, herover, udvikler flere skud i en klump ved basis. Den kan deles til flere planter.

STØRRELSE: P. canariensis kan blive høj og ca. i diameter.

p. roebelinii bliver højst , og 1 m i tværmål.

VÆKST: Langsom, 15- om året.

BLOMSTRING: Blomstrer ikke i stuen.

DUFT: Ingen.

LYS: Skån dem mod direkte sol, mens de er unge. Tåler at stå ret mørkt, men de vokser hurtigere i lys.

TEMPERATUR: Om vinteren ca. 10°C, og de bryder sig ikke om centralvarme. Alle arter bør stå ude om sommeren på en varm plads. Lader det sig ikke gøre, bør man sørge for en god ventilation og ikke for kraftig varme.

VANDING: Vand 2-3 gange om ugen om sommeren, 1 gang ugentlig forår og efterår og kun hver 14. dag om vinteren. Brug tempereret vand.

GØDNING: Flydende gødning hver 14. dag om sommeren.

LUFTFUGTIGHED: Bladene holder af en ugentlig douche, undtagen i hvileperioden.

RENGØRING: Enten ved douchen, med en fjerkost eller en blød pensel. Brug ikke bladglans.

STUELUFT: De tåler de fleste for­hold, men holder af god ventilation.

JORD: Brug en næringsrig pottejord, f.eks. nr. 3. Bland kun spagnum i pottejorden til P. roebelinii.

OMPOTNING: Pot om om foråret. De store eksemplarer er vanskelige at potte om, så der kan man klare sig med en topdressing. Alle palmer skal helst have dybe, ret smalle potter. Pas på de spidse blade.

BESKÆRING: Skær de nederste blade af, efterhånden som de tørrer.

FORMERING: Frøformering om foråret. Frøet er et par måneder om at spire. Det er påkrævet med en fugtig atmosfære og ca. 24°C varme. Man kan så stenene fra P. dactylifera, de spiselige dadler. P. roebelinii kan formeres ved sideskud.

LEVETID: Mindst 8-10 år, eller til den bliver for voldsom.

SELSKABSPLANTER: Ikke let at plante sammen med andre.

LET / VANSKELIG: Let.

Frøformering

1. Phoenix canariensis kan dyrkes fra frø i en formeringskasse. Det varer ca. 2 måneder, før den spirer. Sliber man stenens hårde skal med sandpapir, vil den lettere kunne op· tage vand. Man kan eksperimentere med sten fra friske dadler. Har man ikke en formeringskasse, kan de holdes varmt og fugtigt under en plasticpose.

2. Tilbered en såbakke med drænlag og steril kompost nr. 1. Gennemvand.

3. Dæk, men fjern dækket 5 minutter hver dag for at undgå råd. Komposten må ikke tørre ud. Stilles ved 25°C.

4. Efter spiringen stilles kassen lysere og dækket fjernes.

5 Når frøplanterne er store nok, fjernes de svageste, så der bliver god afstand mellem de resterende.

6 De pottes enkeltvis, når de er tilstrækkelig store.

Ompotning

1. Sker om foråret, hvis væksten er gået i stå, og vandet løber lige igennem.

2. Klargør en potte med drænlag og et lag fugtig kompost nr. 3.

3. Potteklumpen løsnes med en kniv.

4. Tag planten ud ved at holde om rodhalsen.

5. Uden at skade rødderne fjernes gammel jord med en pind eller blyant.

6. Stil planten midt i den ny potte.

7. Fyld op med frisk kompost, så alle rødder er dækkede.

8. Pres jorden sammen. Stil den skygget uden vand i et par dage for at stimulere rødderne til at søge ud i komposten.

Formering

1. P. roebelinii danner sideskud. De kan skilles fra og plantes enkeltvis.

2. Tag planten ud af potten.

3 Skær sideskuddene fra med en skarp kniv.

4. Plant sideskuddene i kompost nr. 3, sørg for at rødderne er dækket og vand igennem.

Pudsning af blade

Er blad spidserne blevet brune, klippes det brune af med en skarp saks, helt ned til det friske blad væv.

Overbrusning

Douch en gang om ugen med fin forstøvning. Hold sprøjten ca. 15 cm fra bladene.

Sprøjt ikke i hvileperioden.

Hvad gik galt?

1. Nederste blade tørrer og bliver brune. For tør og varm luft. Stil den i et uopvarmet rum om vinteren. Sørg for ventilation om sommeren.

2. Unge blade bliver brune og forbrændte. Direkte middags sol om sommeren.

Flyttes bort fra solen. Sprøjt aldrig i solskin.

3. Palmen skyder ikke om foråret. Udpint jord. Pot om eller giv gødning.

4. Hvide uldagtige pletter på bladene. Uldlus. Fjernes med vatpind dyppet i sprit. Sprøjt med malathion.

5 Bladene ruller og bliver brune. Småbladene lukker sig. Planten har været tør. Gennemvand, og vand hyppigere i fremtiden.

--

Navnet Bougainvillea leder tanken hen på romantiske beretninger og Middelhavslandenes lune haver. I koldere egne må denne plante dyr­kes i drivhus eller vinterhave. Den kan dog trives som potteplante, hvis den bindes op og beskæres på rette måde, og hvis den får tilstrækkelig sol til at forvedde stænglerne og til at fremme blomstringen.

Den er opkaldt efter den franske admiral Louis Antoine de Bougainville. Bougainvillea er en lille slægt på kun 7·8 buske eller små træer, hvoraf kun to har interesse for os. De stammer fra Brasilien, hvorfra de er bragt i kultur i midten af det 19. århundrede. Botanisk hører de til familien Nyctaginaceae.

Den bedst kendte er B. glabra med sine overdådige cyklamen-rosa højblade og små gule blomster. Den vil blomstre til overflod sommeren igennem. Den anden art er B. spectabilis og dens hybrider »Mrs. Butt« med lyst rosa højblade, og »Kiltie Campbell« hvis høj blade nærmest er orange. Disse højblade er længere, men knap så frodige som hos B. glabra.

Det kan lade sig gøre at dyrke B. glabra udendørs på en beskyttet plads, men det kræver at den dækkes om vinteren. B. spectabilis er sartere.

Bougainvilleaer bindes i reglen op om en ståltrådsbøjle under blomstringen. Vælg planter med blanke, dybt grønne blade. Plantet i lerpotter er de mindre udsat for overvanding og dermed følgende gulfarvning af bladene.

Billede øverst: Bougainvillea glabra må have absolut fuld sol.

Den virkelige blomst hos bougainvillea er lille og gul. De strålende farvede »kronblade« er i virkeligheden højblade rundt om blomsten.

Bougainvillea »Mrs. Butt« har orange højblade, som efterhånden bliver lilla.

STØRRELSE: Kan blive 3-4 m høj, hvis den plantes i et bed i vinterha­ven, og den vil se pragtfuld ud, hvis den løber hen under loftet. I en urte­potte er det bedst at binde den rundt om stativ eller spalier. Normalt bliver den op til 50 cm i en 12 cm potte.

VÆKST: De vokser 40-50 cm tidligt om foråret, selv i en potte.

BLOMSTRING: Sommer. Skønt blomsterne normalt kommer som en eksplosion, vil der være nogle at glæde sig over hele perioden.

DUFT: Ingen.

LYS: De skal have masser aflys. Står de for mørkt, vil de tabe blade, og ikke blomstre den følgende sommer.

TEMPERA TUR: De er tolerante overfor lave temperaturer under vinterhvilen. De kan klare sig ned til 5-7°C, men så vil de også miste bladene, men vil igen skyde følgende forår. Om sommeren ca. 21°C.

VAND: Hold dem temmelig våde om sommeren. Vand mindst 3 gange om ugen. De skal have et vældig godt dræn. Om vinteren skal komposten kun holdes fugtig, især hvis de står ved lav temperatur. Vand en gang om ugen vil nok være tilstrækkeligt. De kan lide kalk, så man kan bruge almindeligt vand.

GØDNING: Sæt hver 14. dag halvdelen af den anbefalede flydende gødning til vandingsvandet.

LUFTFUGTIGHED: Brus dem over med få dages mellemrum, når blomsterne er på vej. Sprøjt aldrig på blomsterne. Stil potten på våde sten.

RENGØRING: Unødvendig. Brug aldrig bladglans.

STUELUFT: I kortere tidsrum klarer de sig i enhver almindelig stueluft. De foretrækker god ventilation.

JORD: Kompost nr. 3 er velegnet.

OMPOTNING: Blomsterdygtige planter skal pottes om hvert forår for at få udskiftet den mere eller mindre udpinte jord, men de skal have samme pottestørrelse igen - eller højst en, der er et nummer større. De blomstrer kraftigst, når der er kne­ben plads til rødderne.

BESKÆRING: Skær ranglet vækst til· bage om foråret. Vær ikke for grov, da planterne blomstrer på sidste års tilvækst, som solen har modnet.

FORMERING: Nok en opgave for eksperten. Unge stiklinge tages om foråret og rodslår ved 21-24' og i høj luftfugtighed.

LEVETID: Plantet i vinterhavens bed 20·30 år. I potte sjældent mere end 5 år, hvorefter den bliver for træagtig og blomstringen tager af.

SELSKABSPLANTER: Bedst alene.

LET/VANSKELIG: Den er nemmere at få til at trives tilfredsstillende i en vinterhave, men man kan få meget glæde af den i en sollys vindueskarm.

Opbinding til bøjle

1. Stik den ene ende af en smi­dig bambuspind eller en ståltråd 2/3 ned langs pottesiden.

2. Bøj støttepinden og stik den anden ende ned i jorden.

3. Sno grenene forsigtigt om bøjlen uden at beskadige hverken grene eller blade.

4. Det kan være nødvendigt at binde grenene yderligere fast til bøjlen med et bånd. Bind ikke for stramt.

5. Væksten vil fortsætte langs med bøjlen og kan tvinges til at cirkle rundt flere gange.

Beskæring

Bougainvillea beskæres i febru­ar, dels for at holde dem nede, dels for at få dem til at buske sig. Skær nye grenspidser til­bage, så de kun er 5-7 cm lange. Forskellen mellem nye og gamle grene er, at de gamle normalt er tykkere og mere træagtige. Tynde og svage skud fjernes helt, andre sideskud studses ind til det første blad fra sit udspring. Alle snitflader må være glatte og lagt lige over et blad eller en bladknop.

Ompotning

1. Ompot om foråret for at give planten ny jord. Er potten for lille, vokser rødderne ud gen· nem pottehullet; vælg en større potte. Gennemvandes.

2. Tilbered potten med et drænlag og et lag frisk korn­post nr. 3. Bruger man samme potte igen, må den rengøres omhyggeligt.

3. Skær rodklumpen løs langs pottesiden med en kniv.

4. Løft planten ved at holde den i rodhalsen.

5. Læg den på et bord og fjern så meget gammel jord som muligt, uden at beskadige rødderne.

6. Meget lange rødder kan stud­ses med en saks.

7. Stil planten i midten af den ny potte og fyld op med ny jord.

8. Pres jorden jævnt fast. Stil planten i skygge og uden vand et par dage, det vil fremme rodvæksten.

Vanding

1. Hvis jorden føles tør, vandes den.

2. Vand oppefra, helst med regnvand. Det overskydende vand i underskålen hældes væk efter 15 minutter.

Hvad gik galt?

1. Væksten gået i stå. For dårligt dræn, jorden ikke porøs nok. Ompotning med bedre dræn.

2. Ingen blomstring. Står for mørkt og indelukket, over­vanding. Stilles lysere og i friskere luft. Hvis overvan­det, må den tørre. Gamle, træagtige planter blomstrer ikke indendørs.

3. Bladfald Er normalt om vinteren i hviletiden. Stil den lidt lunere. Om sommeren:

Den står for mørkt; stilles lysere og i frisk luft.

4. Blade og blomster tørrer og falder af. For varmt og tørt, dou­ches og vandes.

5. Nye blade kun små. Trænger til gødning.

6. Gule blade. Overvandet. Un­dersøg om drænet er i orden. Lad den tørre til den retter sig. Vand derefter mindre.

7. Hvide områder på bladene. Mel­dug. Douchet for meget, ikke luft nok. Flyttes til et bedre sted.

8. Små, hvide, uldede pletter. Uld­lus. Fjernes med vatpind dyp. pet i sprit, eller sprøjt med malathion.

9. Bladene gulner og falder af, spind på undersiden. Rødt spind. Sprøjt med derris eller malathion.

10. Gullige pletter på bladene, især langs ribberne, små brune in­sekter. Skjoldlus. Fjernes med vatpind dyppet i sprit, eller sprøjtes med malat­hion.

--

Om efteråret hænger pakker med tulipanløg side om side i supermarkederne, men hvis du vil have et større udvalg, eller hvis du vil vælge selv blandt løse løg - hvilket gør dem billigere - må du en tur på planteskole eller i et havecenter. Er du ude efter en speciel sort, eller skal du bruge store mængder, betaler det sig at bestille løgene, evt. fra en specialist, i god tid. Når du selv vælger løg, så tag de bedste. Kig efter store, tunge løg, helst 11 eller 12 cm - jo større løg, jo større blomst. Det brune lag yderst (skællene), der beskytter løgene, skal være så helt som muligt. Lad udtørrede løg ligge. Det samme gælder løg, der virker kridtagtige eller ser ud, som om de har dråber af brun lim på sig - sidstnævnte er tegn på, at de har været i kontakt med "surt" råd. Men den overfladiske blå mug, der sidder på skællene, er ikke noget problem, så længe løgene er sunde - gnid muggen af, og opbevar løgene tørt, til du skal lægge dem.

Køber du pakker med løg, så åbn dem, så snart du kommer hjem, og fjern eventuelle inficerede løg. Opbevar løgene, bredt ud på et plastic- eller metalnet, på et køligt, tørt og mørkt sted, til de skal lægges. (Nogle mennesker får voldsom kløe af at røre ved tulipanløg, så tag handsker på, hvis du har følsom hud. Tulipanløg er giftige at spise, så opbevar dem utilgængeligt for børn.)

At købe tulipaner i potter

Urtepotter med tulipaner, hvis knopper lige lader farven ane, er et fristende syn om foråret. Fordelen er, at de er kommet uskadt gennem vinteren og helt sikkert vil blomstre. Og om foråret kan man præcis se, hvor der er brug for lidt ekstra farve. Men medaljen har en bagside: Du kommer til at betale meget pr. løg, og udvalget er begrænset. Kvikke haveejere klarer dette ved at lægge løg i potter om efteråret, så de er klar til udplantning, når det bliver forår.

Plantning - hvornår og hvordan

Næsten alle forårsblomstrende løgvækster skal lægges om efteråret, men tulipaner er en undtagelse: De kan lægges fra midt på efteråret til den tidlige vinter. Sen plantning giver stadig et imponerende blomsteropbud, og blomstringen vil kun være en uge eller to kortere sammenlignet med løg, der blev lagt tidligere på efteråret. Det ideelle tidspunkt er midt til sidst på efteråret. Gøres det tidligere, er bladene, når de spirer om foråret, sårbare over for svampesygdomme og frostskader.

Tulipanløg skal helst lægges dybt - en dybde på 10 cm er minimum, og 15 cm er bedre. Lægger du løgene endnu dybere (20- 25 cm), kan du lade dem blive i jorden og plante sommerbedet ovenpå. Nogle gange lader det sig ikke gøre at plante dybt - eksempelvis hvis muldlaget er tyndt, eller hvis du har i hundredvis af løg, der skal lægges, og ikke meget tid. I så fald rækker det med en plantedybde på 5-8 cm, hvis du kun vil behandle tulipanerne som etårige.

En såkaldt løgplanter eller en stor plantepind lavet af et gammelt træskaft fra en spade, gør plantningen hurtigere og nemmere, end hvis du bruger en planteske. Skal du lægge mange løg eller lægge dem i en græsplæne, anbefales en løgplanter med langt skaft. Alternativt kan du skære plænen op med en skarp spade og rulle græsset tilbage. Kun få løgplantere går dybt nok ned til løg, der skal blive i jorden i årevis. Skal de det, må du bruge en spade.

Det rigtige sted

Så længe løget ikke rådner i vandlidende jord i løbet af vinteren, er du stort set sikker på at få en tulipan, uanset jorden eller stedet. En plads med lys fra alle sider vil producere mere lige stilke, hvilket er vigtigt for de høje sorter, mens blomsterne holder længere på en beskyttet plads.

Men hvis du gerne vil have løgene i flere år, bliver den rigtige placering meget vigtigere. Tulipaner trives bedst i veldrænet jord på et sted, der er varmt og tørt om sommeren, når løgene er i dvale - det vil sædvanligvis sige en solrig placering, men de kan også tåle delvis skygge. Har du problemer med våd jord, kan du måske forbedre dræningen ved at grave havekompost eller grus ned, men der skal store mængder til, så overvej i stedet for at dyrke tulipaner i hævede bede med veldrænet topmuld eller i krukker og kummer.

Bede og rabatter

Vælg et solrigt sted i bedet, jo længere tilbage, jo bedre, så de voksende stauder skjuler tulipanernes visnende blade. Fordel løgene lidt tilfældigt, enten i grupper på 20 eller mere, hvis du vil have en farveplet, eller i klynger, der snoer sig ind og ud mellem andre planter.

Lavet hul, og læg et løg i det med spidsen opad. Kom jorden oven på løget igen, og tryk den godt sammen med hænderne. Skal løgene lægges i lag, graves med en spade et hul, der er 20 cm dybt og 1 meter på hver led. Læg det første lag løg, dæk med jord, og læg derefter det næste lag, og så fremdeles.

Når du skal anlægge et bed med udplantningsplanter, så afmærk området og placer først udplantningsplanterne med 30 cm's mellemrum - dog kun 15 cm mellem små planter og dværg sorter. Plant planterne og derefter tulipanerne, sædvanligvis med 15 cm's mellemrum.

Rækker

En lige række tulipaner, der står opmarcheret, tager sig flot ud i et stramt havedesign, især hvis man har et smalt bed langs en stedsegrøn hæk eller en mur. Dyrkning i rækker er også en god ide, når tulipanerne dyrkes som snitblomster, hvilket kan ske i køkkenhaven. Vil du gerne dyrke tulipaner som snitblomster, er triumph- og darwin-hybriderne dem, der bruges kommercielt, men overvej også de mere usædvanlige eller dyre muligheder, fx de liljeblomstrende, viridiflora- eller papegøjetulipanerne. Undgå jord bårne sygdomme ved at lade tulipanerne indgå i et treårigt sædskifte - tulipaner trives i jord, hvor der året før har været kartofler.

Skal tulipanerne dyrkes i række, afmærkes en lige række ved hjælp af en snor. Graven rende på mindst tre gange løgets højde, og læg løgene med lige store mellemrum, 5-15 cm, alt efter sort. Dæk løgene med jord, og tryk jorden sammen med foden. Sæt et lille skilt med navnet på sorten.

Pleje

Der kræves ikke den store indsats, når løgene er lagt, bortset fra vanding, hvis jorden er meget tør, medmindre du har problemer med mus, egern, skadedyr eller sygdomme (se - Tulipanproblemer), eller hvis løgene også skal blomstre de følgende år. Hvis det er tilfældet, og vinteren har været meget våd, og hvis du har veldrænet jord, så tilsæt gødning, når tulipanerne begynder at vokse. Brug en N-P-K-gødning, der har et lavt kvælstof-, men højt kaliindhold, i det tidlige forår, eller en tomatgødning en gang om ugen efter blomstringen, til bladene er visnet. Hvis jorden er næringsrig, kan du undlade at gødske. Fjern visne blomster straks, så plantens energi føres tilbage til løget.

Tag løgene op, når bladene er visnet. Lad dem tørre, og børst jorden af dem, før de lægges til opbevaring et sted med god udluftning, til de skal lægges igen til efteråret. Er bladene endnu ikke visnet, før tulipanerne må vige for udplantningsplanter, kan du enten flytte dem til et andet sted i haven, så bladene kan visne videre, eller du kan lade løgene tørre og lægge dem til opbevaring.

Plantning i krukker

Krukker og potter bør være mindst 30 cm på tværs og i dybden, selvom 20-25 cm er nok til vildarterne. Tulipanerne plantes normalt tættere end i et bed, så de bør kasseres hvert år. Brug i så fald den pottemuld, du normalt foretrækker. Læg et lag potteskår over drænhullerne og et ca. 10 cm tykt lag kompost ovenpå. Læg tulipanløgene, begyndende i midten; de må gerne ligge tæt, men ikke røre hinanden. Dæk dem med kompost, så spidserne netop er synlige. Plant derefter underplantningen (eller endnu et lag løg), og fyld denne gang også ud langs pottens kant. Kom mere kompost på, så det når 2,5 cm under kanten, tryk jorden sammen, og vand godt. Vand regelmæssigt, når bladene begynder at vokse. Hvis løgene skal genudplantes i haven, skal de have flydende gødning, når bladene for alvor vokser, og igen når knopperne begynder at dannes.

--

Hibiscus er en slægt på ca. 150, der hører til katost· familien. De er enten træer eller buske, de fleste subtropiske, med varieteter fordelt over hele kloden. I deres hjemegne bruges de ofte til indhegning, da de har en tæt, uigennemtrængelig vækst. De har næsten alle smukke, kortvarende blomster.

H. rosa-sinensis er den almindeligste stue-varietet.

Hibiscus blev indført i Europa af plantesamlere i 1731, og i 1786 kendte man i hvert fald tre varieteter. I dag er der blevet frembragt langt flere. Blomsterne har alle klare farver: røde, gule og orange er dominerende. H. mutabiles fra Asien har tykke, grove grene med bløde hår. De brede blade sidder på en lang stilk og bliver op til lange. Dens blomster er hvide eller hvide og røde, og arten bliver op til høj. H. archeri fra Vest·Indien bliver lige så høj. Den ligner H. rosa-sinensis, men har større blade og mindre blomster, næsten altid røde.

H. schizopetalus er en hybrid fra det tropiske Afrika med mindre blade, og blomsterne bliver kun ca. i diameter. De er mørkt røde på indersiden og lysere på ydersiden. Blomsterne er det smukkeste ved Hibiscus, så det er skuffende, hvis de falder af, allerede inden de springer ud. Det kan forebygges ved at øge luftfugtigheden, og der er nylig fremkommet to hybrider, H. »Weekend« og H. »Moonlight«, som ikke så let smider knopperne.

Et godt eksemplar er tæt forgrenet, har blanke blade og mange knopper. Se efter at den ikke har smidt knopperne på den nederste del af planten, så der sidder skæmmende blomsterstilke tilbage.

Billede øverst: Et velformet ungt eksemplar af Hibiscus rosa-sinensis

Hibiscus har enten fyldte (herover) eller enkelte blomster (herunder).

De nye hybrider med mere helrandede blade taber ikke knopperne.

STØRRELSE: Normalt 30·40 cm i handelen; men de kan blive 1·1,5 m høje i potte.

VÆKST: Kan fordoble deres størrelse på en sæson.

BLOMSTRING: Blomstrer i hele sommerhalvåret. Antallet af udsprungne blomster på en gang er afhængigt af plantens størrelse. Den enkelte blomst holder sjældent mere end et døgn.

DUFT: Kun svagt.

LYS: Stil den lyst, men ikke i direkte sol. I stuen er et nordvindue godt. Ideel til vinterhaver og skyggede drivhuse.

TEMPERATUR: 18-20°C i vækstsæsonen. Kommer temperaturen under 10°C om vinteren, taber den bladene. Sommertemperatur ikke over 27°C.

VANDING: I vækstsæsonen vandes mindst 2 gange om ugen, oftere hvis det er varmt og tørt. Må ikke over· vandes, så vil rødderne rådne. Om vinteren vandes kun en gang om ugen, især hvis temperaturen er lav; lad jordens overflade føles tør før ny vanding.

GØDNING: I vækstsæsonen gives flydende gødning hver 14. dag.

LUFTFUGTIGHED: Må være høj om sommeren. En daglig douche kan forhindre, at knopperne falder af. Om vinteren holdes den mere tør, men skal douches hver anden dag i centralopvarmede stuer.

RENGØRING: Sprøjtningen vil holde bladene rene, men bliver de støvede, må de vaskes forsigtigt.

STUELUFT: De skal have rigelig frisk luft om sommeren. Tåler ikke gasos.

JORD: Pottejord nr. 3 til fuldvoksne planter. Til yngre planter tilsættes lidt spagnum.

OMPOTNING: Bedst om foråret lige efter beskæringen, når væksten begynder. Brug ikke for store potter. De blomstrer bedre, når rødderne fylder potten ud.

BESKÆRING: Skær dem kraftigt til· bage hvert forår; det vil give en kompakt vækst og mange blomsterknopper. I vækstsæsonen kan de beskæres noget, hvis de bliver for ranglede.

FORMERING: Ved stiklinge. Store planter kan aflægges. Stiklinge fra om foråret kan blomstre samme år. Rodsætningen sker ved 18°C.

LEVETID: Længe hvis planten holdes vel trimmet. 3-4 år er almindeligt.

SELSKABSPLANTER: Vælg planter som danner en smuk kontrast til de pragtfulde blomster. Philodendron og grønne Dracaena er velegnede.

LET /VANSKELIG: Let, hvis den bare ikke overvandes.

Ompotning

1. Hvis den om foråret er for stor til potten, plantes om. De nye blade vil ellers blive blege. Gennemvand.

2. Klargør nummeret større potte med et drænlag og et lag fugtig, lermuldkompost nr. 3.

3. Hold potten med den ene hånd og dæk komposten med den anden. Bank potteranden, til potteklumpen løsnes.

4. Uden at beskadige rødderne fjernes gammel jord med en pind eller blyant.

5. Stil planten midt i den ny potte oven på kompostlaget.

6. Fyld op med frisk kompost så rødderne dækkes helt. Pres det tæt ned om klumpen. Stil planten i skygge og uden vand et par dage så rødderne vokser ud i den ny kompost.

Grenspidsstiklinge

1 Tag stiklingene om foråret. Gør en potte parat med drænlag og lige dele sand og lermuld kompost nr. 1.

2 Tag skud eller grenspids med mindst 2 par sunde blade og endeknop. Skær den af over et bladpar i 8·10 cm længde.

3 Skær stiklingen tillige under et blad.

4 Fjern de to nederste blade.

5. Dyp snitfladen i hormonpudder og ryst det overskydende af.

6. Lav små huller i komposten langs potteranden.

7. Sæt stiklingen, så den hviler i bunden af hullet, og bladene er fri af komposten.

8. Gennemvand og dæk med en plasticpose holdt op af en bøjle. Fjern posen 5 minutter hver dag, men lad aldrig komposten tørre ud. Stil den ved ca. 18°C.

9. 3 uger senere fjernes posen, og når væksten er i gang, pot tes den normalt.

Luftfugtighed

Stil potten på våde småsten i en underskål. Blomsterknopperne falder af, hvis luftfugtigheden er for lav. Sprøjt daglig, når den er i knop. Om vinteren sprøjtes hver anden dag, hvis den står i centralvarme.

Formning

1. Beskæres hvert forår for at få en kompakt form.

2. Læg snittet skråt over en knop eller et skud.

3. Snittet pudres med et svovlmiddel. Bløder stedet, duppes med vaseline.

4 Planten vil derefter blive mere busket.

Hvad gik galt?

1. Bladfald. Om sommeren overvanding. Lad planten tørre og stil den bedre ventileret, vand mindre. Om vinteren for koldt eller træk. Stil den lunere og vand mindre.

2. Knopperne falder af. For tør luft. Douch daglig med blødt vand. Hæv temperaturen.

3. De ny blade små, ingen blomster. Mangler gødning.

5. Planten hænger. For varmt og tørt. Vand og douch.

4. Bladene misdannede og klæbrige, grønne insekter. Bladlus.

Sprøjt med pyrethrum.

--

Det er en solelskende, subtropisk plante, som ofte ses vildtvoksende ved Middelhavets kyster. Den er blandt favoritterne i solrige stuer og vinterhaver. Den vokser også i det subtropiske Asien og Japan. Navnet Nerium er græsk og blev allerede brugt af Dioscorides. Nerium er med· lem af plante· familien Apocynaceae og blev indført allerede i 1596.

Neriens blomster har sarte farver i hvidt, lyserødt, purpur og orange, og der findes både enkelte og fyldte former. De pilformede blade er normalt grønne, men man ser også brogetbladede former. Hvert blad er langt og smalt, og de sidder parvis på grenene. Nerier er meget giftige og kan være dødelige for kreaturer, og det samme gæl. der for mennesker, som måske kan fristes til at smage på de indbydende blomster. Alligevel er de uhyre populære, for kun få stueplanter skal have så lyse og varme forhold som dem. De forhandles i blomst fra juni. Derved får man mulighed for at vælge netop den foretrukne farvetone. De brogetformede typer med gule bladrande og lys.rosa blomster kaldes Nerium oleander »Variegata«.

Ligesom Geranium (en anden middelhavsplante) kan den stilles på friland om sommeren, men må tages ind, når der er fare for, at temperaturen falder til under 5°C.

Vælg altid planter med masser af knopper, fordi de udsprungne blomster kun holder ganske kort. Undersøg om planten er fri for insekter, da Nerie er modtagelig for uldlus og andre insektangreb.

Billede øverst: Ung plante af den almindelige lyserøde slags.

Blomst og knopper.

Nerium oleander er en Middelhavs-plante, som skal have fuld sol om sommeren, men stå lidt køligere om vinteren. I naturen står den i sol langs vandløb, hvilket viser, at den skal have fugtighed om rødderne.

STØRRELSE: Nerien kan blive en stor busk, op til 4 meter høj og lige så bred, dog ikke i Danmark. Normalt bliver de ikke så store i potte.

VÆKST: Vokser ret hurtigt, 25·30 cm om året.

BLOMSTRING: Hele sommeren. Knopperne skal have masser aflys og varme for at springe ud; så de knopper, der dannes om efteråret, åbner sig kun, hvis de har stået meget varmt.

DUFT: En sart, dejlig duft, navnlig i fugtig luft.

LYS: Masser aflys er afgørende. I sommermånederne kan den blomstre i det fri, men også om vinteren må den stå lyst. Den klarer sig bedre i vinterhaven end i stuen. TEMPERA TUR: Holder af varme og frisk luft. Om vinteren må temperaturen helst ikke komme under 5°C. Trives ikke i tør centralvarmeluft.

VANDING: Vand regelmæssigt, næsten hver dag om sommeren. Om vinteren kun ca. hver 10. dag. Regnvand er det bedste, og det er vigtigt, at vandet er lunt. Koldt vand kan hæmme knoppernes udspring.

GØDNING: Om sommeren flydende gødning hver 14. dag.

LUFTFUGTIGHED: Holder af en douche hver måned, men det er ikke et krav.

RENGØRING: Bladene bliver ikke særlig snavsede, da de er lange og

smalle. De kan støves af, men det er nok nemmere at bruse dem over med lunkent vand. De naturligt matte, noget læderagtige blade skal ikke have bladglans.

STUELUFT: De holder af rigelig luft, gerne lidt i bevægelse.

JORD: Pottejord nr. 3 eller en lignende næringsrig jord.

OMPOTNING: De skal have store potter eller kummer, men må ikke omplantes for tit. Hvert 2.·3. år, ikke tiere. Marts er den rette måned.

BESKÆRING: For at opnå en god, busket vækst, skæres de kraftigt til· bage efter blomstring. Også sideskud under blomsterstandene kan fjernes.

FORMERING: Om foråret tages skudspidsstiklinge. De kan rodslå i jord eller lunkent vand. De sætter hurtigere rødder, når de står varmt. Tager man dem tidligt på foråret, kan de blomstre samme år. Stiklinge taget i juli! august kan også rodslå. Stik dem ved 18·. Frø sås i april ved 18-20°C.

LEVETID: Får de tilstrækkeligt vand og næring, og slipper for at få frost, kan de holde længe.

SELSKABSPLANTER: Det er en ud· præget ener, som skal have god plads omkring sig.

LET / VANSKELIG: I en solrig stue eller vinterhave er den let. Ved centralvarme og i ringe lys vil den ikke blomstre.

Ompotning

1. Pot om hvert 2. til 3. forår, hvis den ikke skyder, potten virker for lille og rødderne vokser gennem drænhullet. Gennemvand.

2. Klargør nummeret større potte med drænlag og et lag kompost nr. 3.

3. Hold potten med den ene hånd og støt planten med den anden. Bank potten, til klumpen løsner sig.

4. Uden at beskadige rødderne fjernes noget af den gamle jord med en pind eller

blyant.

5 Stil planten i midten af den ny potte.

6. Fyld op med frisk kompost, så alle rødder er dækkede, pres jorden let sammen. Stil den skygget og uden vand i et par dage, så rødderne søger ud i den friske kompost.

Formering i vand

Stiklinge taget tidligt om foråret kan blomstre samme år.

1. Læg 3·4 små stykker trækul i et lavt glas og fyld 2/3 op med lunkent vand.

2. Dæk glasset med pasticfolie holdt fast af en elastik. Stik huller med en blyant eller lignende.

3. Skær ca. 7 cm lange endeskud. - Brug handsker, da planten er giftig.

4. Sæt så mange stiklinge, der er plads til. Stilles ved 16-18°C.

5. Når de har rødder, tages stiklingene op af vandet og pottes. Pas på, for rødderne er skøre.

6. Gennemvand og stil under plasticpose nogle dage. Det giver høj luftfugtighed.

Formbeskæring

1. Efter blomstringen skæres hovedgrenene tilbage til 1/2 længde, sideskud til 10 cm.

2. Klip skråt af lige over en knop eller et sideskud. Brug handsker, da planten er giftig.

3. Når planten har knopper, skæres sideskuddene af, det vil få blomsterne til hurtigere at springe ud. Sideskuddene kan bruges som stiklinge.

Fjern visne blomster

Når hele blomsterstanden er visnet, skæres den af lige over det nærmeste blad.

Overbrusning

Douch en gang hver måned med lunkent vand for at holde bladene rene.

Vanding

Vand oppefra, helst med regnvand. Tøm underskålen efter et kvarter. Brug altid lunkent vand.

Hvad gik galt?

1. Blomsterknopperne åbner sig ikke. For koldt. Hæv temperaturen og brug kun lunkent vand.

2. Planten virker sund, men blomstrer ikke. Mangel på sol. Stil den lysere eller i solen om sommeren i haven.

3. Ingen blomstring, ranglet vækst. Virkning af centralvarme: For varmt og manglende ventilation.

4. Hvide, uldagtige pletter på bladene. Uldlus.

Fjernes med en vatpind dyppet i sprit, eller sprøjt med malathion.

5. Brune, skjoldformede insekter på undersiden af bladene. Skjoldlus.

Fjernes med vatpind dyppet i sprit.

--